Farvel til kassekøen: Matas ruller ny mobil betalingsløsning ud i butikkerne

En ny kasseløsning i Matas skal styrke vækst og kundeoplevelse og sætte data mere i spil i butikkerne. ”Det hele handler om at få salgstransaktionen ud på gulvet,” siger it-direktør.
Thomas Grane har haft en mangeårig karriere i Matas' it-afdeling, hvor han i dag er direktør. | Foto: PR/Matas
Thomas Grane har haft en mangeårig karriere i Matas' it-afdeling, hvor han i dag er direktør. | Foto: PR/Matas

Matas føjer en ny rute til kunderejsen, når kæden den kommende tid ruller en ny, mobil betalingsløsning ud i top 100 butikker landet over.

Gennem det seneste halve år har Matas testet løsningen, der er udviklet i samarbejde med softwarefirmaerne Softpay og Fiftytwo, i to af kædens butikker i København og Aarhus.

Resultaterne af testen har sat forventningerne i vejret, forklarer it-direktør i Matas, Thomas Grane.

”Det hele handler om at få salgstransaktionen ud på gulvet. Det er noget, vi har ønsket i mange år, men rent teknologisk har der manglet løsninger på markedet. Den har vi udviklet nu,” siger Thomas Grane.

”Det unikke her er, at løsningen er baseret på software og en lille enhed, som ikke er meget større end en mobiltelefon, men som har hele kasse- og betalingsløsningen indbygget.”

Han uddyber, at Matas tidligere har forsøgt at arbejde med en mobil betalingsløsning baseret på Apple-teknologi, som dog ikke har været gangbar, fordi teknologien har været ”låst” til Apples betalingsterminaler.

En ”schweizerkniv” i salget på gulvet

Matas har de seneste år haft stor succes med sit onlinesalg, der i dag står for næsten 25 pct. af omsætningen. Den nye betalingsløsning er et trin på omnichannel-trappen, der bygger bro mellem den digitale og fysiske salgskanal.

Dels giver den kunderne mulighed for at springe kassekøen over og betale direkte hos ekspedienten dels giver den ekspedienten mulighed for at trække på kundedata fra Matas kundeklub’ uden at skulle til kassen.

”Det, der især gør løsningen spændende for os, er, at vi har hele Club Matas-integrationen med og kan bringe den fulde Matas-oplevelse ud på gulvet. Det er vores kunder rigtig interesserede i. Vi kan se i vores test, at kunderne også begynder at have præference for den ekspedition,” siger Thomas Grane, der fremhæver, at inddragelsen af Club Matas åbner for en mere håndholdt ekspedition ude i butikkerne.

”Vores ekspedienter har pludselig fået en schweizerkniv på gulvet og kan se, hvis kunden har taget en hudtest, er medlem af Clarins-klubben eller har personlige tilbud. Det bliver et dialogværktøj, der kan løfte ekspeditionen op på et højere niveau,” siger Thomas Grane.

.

Matas nye betalingsterminal kommer i første omgang i hænderne på ekspedienterne i de 100 største butikker i landet | Foto: Marie Ravn/JPA
Matas nye betalingsterminal kommer i første omgang i hænderne på ekspedienterne i de 100 største butikker i landet | Foto: Marie Ravn/JPA

Netop kundedialogen er en grund til, at Matas har fokuseret på den nuværende løsning frem for fx scan selv-konceptet, som mange forbrugere i dag kender, og som har samme convenience indbygget. Den tror it-direktøren, mange kunder vil forvente i fremtiden.

”Perspektiverne i det her rækker rigtig langt. Vi kan godt forestille os, at op mod en tredjedel af vores ekspeditioner kommer til at være af den her type og måske endnu mere i fremtiden.”

Matas har indtil videre 200 af de nye enheder, der skal ud i butikkerne inden sommerferien. De vil primært blive taget i brug i de 100 største af Matas’ i alt 260 butikker, lyder det.

”Vi kommer til at prioritere flere enheder til store butikker og centerbutikkerne, men der vil også være mindre butikker på landet, hvor de ikke kommer ud, fordi kundestrømmen er for lille.”

Bygger bro til online sortiment

Matas har som led i kædens femårige vækststrategi, ”Growing Matas Group”, der blev præsenteret sidste år, planer om at udvide onlinesortimentet med tusindvis af produkter de kommende år.

Den strategi spiller de nye mobile betalingsterminaler også ind til, forklarer it-direktøren.

”Det næste skridt er, at vi kommer til at integrere hele vores online sortiment, så det ikke kun er de 12.000 varer i butikken, man kan tilbyde på gulvet i rådgivningen, men 30.000 med onlinesortimentet ved hånden,” siger Thomas Grane, der uddyber, at det trin på trappen følger til efteråret.

Hvad den nye betalingsløsning vil have af betydning for omsætningen i butikkerne, vil it-direktøren ikke sætte tal på, men han ser det som en vej, der kan øge omsætningen per kunde.

”Det har potentialet til at kunne løfte basket size, men det vil være præmaturt at kaste forventninger ud til salget. Vi har først og fremmest en forventning om, at det vil skabe en bedre kundeoplevelse og en mere optimal kunderejse,” siger Thomas Grane.

Fire faktorer har skabt grobunden for Matas’ onlinesucces

Matas landede rekordomsætning i fjerde kvartal

Matas-topchef vil styrke vækststrategien online

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også