Tårevædet farvel, store handler og ny strategi: Her er detailåret 2023 fra A til Å

2023 bød på både op- og nedture i detailbranchen. Fra konkurser og udfordringer til innovative løsninger og store opkøb. DetailWatch bringer her et overblik over de vigtigste historier fra A til Å.
Coops beslutning om at lukke Irma var blandt de helt store historier i detailbilledet i det forgangne år. | Foto: Finn Frandsen
Coops beslutning om at lukke Irma var blandt de helt store historier i detailbilledet i det forgangne år. | Foto: Finn Frandsen

Auf Wiedersehen, Aldi

46 års discounthistorie sluttede for Aldi i Danmark, da den tyske dagligvarekæde tog konsekvensen af en årrække med dårlig økonomi og store trecifrede millionunderskud og afviklede alle sine 188 butikker i løbet af året.

Selve udmeldingen om det danske exit kom i december 2022, hvor det blev annonceret, at discountkæden havde frasolgt størstedelen af sine butikker til Rema 1000. Sidenhen har også de konkurrerende dagligvarekoncerner Coop, Dagrofa og Salling Group samt kæden Lidl gaflet en god sjat af de resterende Aldi-butikker.

Læs mere her: Sådan gik Aldi fra discountpioner til underskud og exit: Se tidslinjen her

Boldglade bosser

Bestseller-ejer og -direktør Anders Holch Povlsen skrev sig ind i en fin kreds af detailprofiler med ejerskab i danske fodboldklubber, da han i august erhvervede sig en aktiemajoritet på 95,5 pct. af FC Midtjylland. Med i kredsen af fodboldklub-ejere er også 3C Groups- og L’easy-ejer Niels Thorborg, Humac-ejer Jacob Andersen og Povl Davidsen, formand og medejer i Davidsens Tømmerhandel. De har henholdsvis ejerandele i fodboldklubberne OB, Vendsyssel FF og Sønderjyske.

Læs mere her: Bestseller-boss i klubtrøjen: Detailprofiler investerer flittigt i dansk fodbold

Central for nordisk vækst

Matas trådte for alvor ind på det nordiske marked med sommerens opkøb af den svenske kosmetikkæde Kicks med over 230 butikker i Sverige, Norge og Finland. Opkøbet var en del af vækststrategien ”Growing Matas Group”, der sætter international ekspansion i højsædet, og i forbindelse med opkøbet kaldte adm. direktør Gregers Wedell-Wedellsborg tiden omkring opkøbet for ”et af de mest skelsættende kvartaler for Matas.”

Opkøbet fik desuden Matas til at lukke sine egne webshops i Norge og Sverige omkring et år efter lanceringen.

Matas-topchef Gregers Wedell-Wedellsborg stod for en af 2023's helt store opkøb, da den danske kosmetikkæde opkøbte den svenske konkurrent Kicks og dermed blev en stor nordisk aktør. | Foto: Stine Bidstrup
Matas-topchef Gregers Wedell-Wedellsborg stod for en af 2023's helt store opkøb, da den danske kosmetikkæde opkøbte den svenske konkurrent Kicks og dermed blev en stor nordisk aktør. | Foto: Stine Bidstrup

Du har kopieret, har du!

Endelig faldt der dom i den betændte plagiatsag, hvor keramiker Kasper Würtz siden 2016 har anklaget grossisten F&H og ernærings- og tv-personligheden Christian Bitz for at have plagieret designet på keramikerens produkter. Det førte til, at F&H og Christian Bitz blev dømt til at betale 6,4 mio. kr. i erstatning, hvorefter de stridende parter godt to uger efter indgik et forlig.

Christian Bitz har gennem hele det årelange forløb sammen med F&H bedyret sin uskyld. Men beviserne imod ham var for stærke, vurderede retten. | Foto: Bitz/pr
Christian Bitz har gennem hele det årelange forløb sammen med F&H bedyret sin uskyld. Men beviserne imod ham var for stærke, vurderede retten. | Foto: Bitz/pr

Elektronikkæders pressede salg

Kampen om kundernes gunst fortsatte med uhæmmet fart i det konkurrenceprægede marked for forbrugerelektronik. Men trods nye storslåede butiksåbninger gik det trægt med både salg og indtjening. Den største aktør Elgiganten led i 2022/23-regnskabet et omsætningsfald fra knap 7,1 mia. kr. til knap 6,4 mia. kr., mens årsresultatet faldt fra 103,4 mio. kr. til 34,2 mio. kr. Dermed fulgte elektronikkæden trop på konkurrenten Powers 2022-regnskab fra i sommer.

Også Apple-forhandleren Humac var udfordret i det forgangne år, som bød på et underskud på 18 mio. kr. for kæden og en beslutning om at lukke 4 ud af 22 butikker som et led i jagten på overskud.

”Fremtidens Coop”

Det er navnet på den strategi, som dagligvarekæden Coop søsatte i januar og bl.a. betød, at Irma-kæden skulle afvikles som et led i at reducere antallet af forretningsben fra otte til tre. I stedet er Coop i skrivende stund stadig i gang med at udrulle de to nye kæder Coop og Brugsen, som dagligvarekoncernen har store forhåbninger til.

Udrulningen af den nye Coop-kæde, der består af elementer fra Irma, Superbrugsen og Kvickly, vil tage yderligere form i 2024, men allerede nu har Coop meldt om ”stor vækst fra start” i de to testbutikker, som koncernen lancerede i november og december.

For at sikre likviditet og finansiere den nye strategi har Coop måttet frasælge en række ejendomme.

Læs mere her: Overblik: Forstå Coops kringlede opbygning

Godt købmandsskab

Det var, hvad Jan Hallas tilbagekøb af My Home-kæden i oktober var udefra set, da han købte My Home Møbler for blot en enkelt krone, efter han i 2017 havde solgt kæden for over 50 mio. kr. til den svenske onlinekoncern Bygghemma Group, der i dag hedder BHG Group, for over 50 mio. kr. Jan Hallas opkøb kom, efter BHG Group i seneste regnskabsår førte kæden til et underskud på over 22 mio. kr. og som en konsekvens deraf lukkede 14 butikker.

Omvendt skidt så det ud for malingkoncernen Flügger Group, der afhændede den østeuropæiske forretning Eskaro Group, som koncernen for halvandet år siden betalte 208 mio. kr. for 70 pct. af, for sølle 1 euro. Det skete efter en lang sej kamp for at komme ud af det russiske marked efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022.

Hold på kunderne!

Den indædte kamp om forbrugernes pengepung i en tid med sjældent set lav forbrugertillid satte store krav til detailvirksomhedernes kundeklubber. For alt i verden måtte man holde på de kunder, der allerede havde en fod indenfor i butikken.

I et tema behandlede DetailWatch i foråret virksomhedernes arbejde med kundeklubber. For Matas er kundeklubben ”en afgørende kommunikationskanon”, mens en videreudvikling af kundeklubben i legetøjskæden BR er i højsædet.

BR-kæden, der for få år siden gik konkurs, er i dag ejet af Salling Group. | Foto: Anthon Unger
BR-kæden, der for få år siden gik konkurs, er i dag ejet af Salling Group. | Foto: Anthon Unger

Intelligens af den kunstige slags

Kunstig intelligens vandt stort indpas i det forgangne år, inklusiv i detailbranchen, med innovative løsninger som Chat GPT og andre robotter skabt med kunstig intelligens. Teknologien sparer nu Boozt for 800 timers manuelt arbejde, mens Flügger bl.a. har en hel kampagne med kunstig intelligens. På forskellig vis bruges kunstig intelligens allerede i en lang række detailvirksomheder, og det forventes kun at tage til, lød det fra en række fagfolk til DetailWatch, som i årets løb bragte et tema om netop dette emne.

Jobkarruselen

En række betydningsfulde topchefer fik enten nyt job eller stoppede på anden vis i sit virke i det forgangne år. Blandt de største skift var Per Banks fra Salling Group til canadiske Loblaw, Jesper Dues skifte fra Løvbjerg til Normal, Ilvas fyring af Martin Hallund, Andreas Holms stop i Sportmaster samt Sinfuls ansættelse af Søren Gundtoft Johansen som adm. direktør i januar.

Derudover kan også Peter Vang Christensens stop som adm. direktør i Plantorama nævnes. Han ejer plantekæden og er femte generation i spidsen for kæden, da han trådte i oktober trådte tilbage efter at have stået i spidsen for Plantorama siden 1999.

Kinesisk te i både kop og kande

En lokalt gift dansk erhvervsmand, Klaus Anker Petersen, åbnede i 2023 de to første Kop & Kande-butikker i Kina, da han tog butikskonceptet med til det store land i øst. Erhvervsmanden driver i forvejen omkring 60 Lego-butikker og ser stort potentiale i isenkramkæden i Kina.

”Vi ser Kop & Kande som et koncept, der er relevant for hele Kina. For os handler det om på en fornuftig måde at få rullet det her koncept ud til de her 15 megabyer, der er i Kina, som vi vil fokusere på. Men vi starter i Shanghai med over 25 mio. indbyggere for at etablere os først, og så tager vi næste skridt,” fortalte han i sommer.

Læs mere her: Dansk erhvervsmand ruller Kop & Kande ud i Kina: ”Konceptet mangler” 

Klaus Anker Petersen (i midten) klippede snoren til den første kinesiske Kop & Kande-butik i shoppingcentret Kerry Centre i Shanghai i slutningen af 2022. Sidenhen har han stået bag flere butiksåbninger i landet. | Foto: Lane House/pr
Klaus Anker Petersen (i midten) klippede snoren til den første kinesiske Kop & Kande-butik i shoppingcentret Kerry Centre i Shanghai i slutningen af 2022. Sidenhen har han stået bag flere butiksåbninger i landet. | Foto: Lane House/pr

Lange fingre

Antallet af anmeldte butikstyverier fortsatte med at stige kvartal for kvartal igennem 2023 og ligger nu på det højeste niveau siden 2001. Her er særligt dagligvarebutikkerne ramt. Det har fået De Samvirkende Købmænd til at kalde på politisk handling. Selvom justitsminister Peter Hummelgaard (S) før sommeren bebudede, at der var politiske tiltag på vej, venter butikkerne stadig i spænding på en handleplan.

Mafiametoder

Et af de nye navne, vi lærte at kende på e-commerce-scenen i det forgangne år, var kinesiske Temu, der stormer frem i Danmark med billigt producerede varer. Helt glat er fremmarchen dog ikke gået, hvor særligt en betændt strid med den kinesiske konkurrent Shein senest har ført til, at Temu har sagsøgt sidstnævnte for ”mafia-lignende metoder.”

Nakken bøjet

Detailbranchen kunne ikke snige sig uden om et par større konkurser. Blandt de største og mest bemærkelsesværdige konkurser var Minimum, der sidenhen blev opkøbt af Claire Group, modekoncernen PBO Group, leveringstjenesten Gorillas og Paustian Aarhus, der var et af flere af Frantz Longhis selskaber, der måtte lade livet.

Også køkkenselskabet Hanstholm Køkken gik i februar konkurs og fik sidenhen nye ejere, ligesom det var tilfældet for solbrillevirksomheden Christopher Cloos.

Ophørsudsalg

Butikslukninger var der nok af i 2023. Sportmaster har i det seneste år reduceret antallet af butikker fra 75 til 46, mens også Aldis tilbagetrækning, Salling Groups lukning af Basalt samt Coops omstrukturering gav anledning til ophørsudsalg.

På den anden side er mange af de selvsamme butikker sidenhen blevet genåbnet. Basic & More overtog eksempelvis Sportmasters 13 centerbutikker, mens en række konkurrerende dagligvarekæder overtog Aldis lukkede butikker og Coop har konverteret en række butikker om til andre butikskoncepter.

Antallet af ledige butikslokaler var stigende igennem året som følge af flere store omrokeringer og konkurser. | Foto: Jens Dresling
Antallet af ledige butikslokaler var stigende igennem året som følge af flere store omrokeringer og konkurser. | Foto: Jens Dresling

”Pres på indtjening”

Det er en af de formuleringer, som DetailWatch har brugt ofte i forbindelse med dækningen af regnskaber for både 2022 og 2022/23, der er tikket ind. På tværs af hele detailbranchen har alt fra stigende energipriser og inflation til svage valutakurser påvirket indtjeningen.

Quick fix

Dem var der ikke mange af i et år, der satte store krav til detailvirksomhedernes ledere, der skulle navigere skibet sikkert igennem en række store udfordringer igennem det seneste år. Det har medarbejderne heller ikke helt kunnet undgå at mærke, og bl.a. køkkenkoncernen TCM Group, Coop og H&M måtte gennemgå tunge fyringsrunder, mens også de ansatte i Lauritz.com modtog en fyreseddel i forbindelse med auktionsplatformens konkurs.

Rutsjebanetur uden lige

Både køkken- og møbelmarkedet var højt oppe at flyve under coronapandemien, hvor forbrugernes voksende formuer i særlig grad blev brugt på dyre opkvikkende tiltag i hjemmet. Men efter inflationen ramte Danmark og resten af Europa, vendte udviklingen, og nedgangen var svær at stoppe.

I møbelbranchen var en række store danske virksomheder ramt på driften og af millionunderskud, deriblandt Fritz Hansen, mens køkkenselskaber som Designa og TCM Group gik tilbage, ligesom det mere end 50 år gamle køkkenselskab Hanstholm Køkken gik konkurs, før det blev samlet op af nye ejere.

Sportmaster på lur

De store sportskæder måtte igen kigge på strategien og revurdere situationen i det forgangne år. Sport 24 udskød den planlagte ekspansion til et nyt land i slutningen af 2022 efter et pres på indtjeningen og usikre tider, men efter en optur i løbet af 2023 øjner sportskæden nu igen muligheder i udlandet.

Hos konkurrenten Sportmaster bød året på et væld af butikslukninger som et led i en ny strategi, der skal fjerne en række mindre butikker i gågader og indkøbscentre for i stedet at give rum til nye store butikker på over 1.000 kvadratmeter stykket. Indtil videre har det kostet hundredevis af ansatte jobbet og et nyt trecifret millionunderskud, men tegningerne til det nye Sportmaster mangler vi stadig at se.

Dorthe Bloch tog i foråret over som landechef for Sportmaster i Danmark, efter tidligere adm. direktør Andreas Holm var stoppet. Leonard Brassel fra ejerkoncernen Frasers Group tog sidenhen over som adm. direktør i selskabet. | Foto: Sportmaster/pr
Dorthe Bloch tog i foråret over som landechef for Sportmaster i Danmark, efter tidligere adm. direktør Andreas Holm var stoppet. Leonard Brassel fra ejerkoncernen Frasers Group tog sidenhen over som adm. direktør i selskabet. | Foto: Sportmaster/pr

Tårevædet farvel

Man kan næsten ikke sige 2023 uden også at nævne lukningen af den snart hedengangne dagligvarekæde Irma, der i den grad sindene i kog og frustrationen til at boble i hovedstadsområdet og i Nordsjælland. For selvom kæden først står til at lukke sine sidste butikker sent i foråret 2024, måtte mange kunder tage en dybtfølt afsked med deres lokale Irma i løbet af året.

Til sommerens folkemøde endte afgående Coop-formand Lasse Bolander i en krydsild med frustrerede Irma-kunder, og nok en gang måtte han forsvare og forklare beslutningen.

I den lidt mere kuriøse afdeling kørte Coop en betændt retssag mod kunstneren Love Party og Galleriet Artpusher, som har brugt Irma-pigen i en række sammenhænge og bl.a. har solgt merchandise-produkter. I første omgang fik Coop medhold i sagen, men kunstneren, der tidligere hed Søren Vilhelm Bryld Nielsen, har slået fast, at han vil anke dommen. 

Ulven kommer!

Danske webshop-ejere og andre interessenter i onlinebranchen har i årevis holdt øje med den amerikanske e-commerce-gigant Amazons gøren og laden. En slags ”ulven kommer.” 

Nu er Amazon så rykket endnu tættere på de danske forbrugere med lancering af danske tekster på webshoppen.

”Vi har ikke været i tvivl om, at Amazon gerne vil de danske forbrugere. Men det har taget til det seneste år, så min fornemmelse er, at det nok bevæger sig frem mod et Amazon.dk, men timingen er svær at spå om,” fortalte Jeppe Hamming, digital direktør i bureauet Nørgård Mikkelsen, i november.

Læs mere her: Amazon vil sælge mere til danskerne og ”bevæger sig frem mod et Amazon.dk” — DetailWatch

Amazons forretning rykker gradvist tættere og tættere på de danske forbrugere. | Foto: Vincent West
Amazons forretning rykker gradvist tættere og tættere på de danske forbrugere. | Foto: Vincent West

Vindens kræfter

Både Ikea og Bestseller kastede store trecifrede millionbeløb i vindenergi i det forgangne år. Tidligt i december annoncerede Anders Holch Povlsens modekoncern, at den skyder 700 mio. kr. i et havvindmølleprojekt i Bangladesh, der er blandt tøjindustriens store produktionslande.

Nyheden om investeringen kom, få dage efter at Ikea-selskabet Ingka Group for tredje gang investerede et trecifret millionbeløb i sin havvindportefølje. ”Fremtiden for energi er vedvarende,” lød det fra Ingka Investments driftschef.

Webshops fokus på returvarer

Et øget pres på indtjeningen fik en række webshops, særligt modewebshops, til at rette et kritisk blik på mængden af returvarer. I et igangværende tema har DetailWatch behandlet flere førende webshops arbejde med problematikken, der kun er vokset år for år siden 2015.

Siden 2019 har Boozt eksempelvis blokeret over 45.000 kunder, som stormagasinet mener misbruger returretten, mens H&M i løbet af efteråret droppede fri returnering online for kunder, der ikke er medlem af H&M’s kundeklub, i en række europæiske lande, heriblandt Danmark. Også H2O og Luksusbaby har taget skridt for at reducere antallet.

X Factor har du

Det syntes X Factor-dommeren Thomas Blachman i hvert fald, da han i slutningen af året investerede i den unge skovirksomhed Buté. Bag virksomheden, der blev stiftet i sommeren 2021, står Rasmus Møberg Eriksen, der er henholdsvis søn og nevø af DK Company-stifter Jens Poulsen og forretningsmanden Dion Eriksen, der sidder i flere bestyrelser.

For første gang har jazzmusiker, komponist og producer Thomas Blachman investeret udenfor musikkens verden. | Foto: Jonas Olufson
For første gang har jazzmusiker, komponist og producer Thomas Blachman investeret udenfor musikkens verden. | Foto: Jonas Olufson

Yderst offensive finner

De store finske koncerner gjorde hen over sensommeren for alvor sit store indtog på både det danske og nordiske marked. Først blev Davidsens Tømmerhandel solgt til Kesko Group i en milliardhandel i slutningen af august, og kort tid efter opkøbte Tokmanni så den svenske discountkæde Dollarstore, der året forinden havde gjort sin entré på det danske marked. Slutteligt overtog Fiskars Group det danske designselskab Georg Jensen og bragte på ny brandet sammen med Royal Copenhagen.

Zalando i tre spor

Zalando skiftede i sommer ud på posten som nordisk chef, da Joanna Hummel stoppede på posten. Den nye mand på posten, Fabio Baum, der også er chef for Benelux-landene, forsikrede om, at Zalando stadig øjner stort vækstpotentiale i Norden. En vækst, der skal komme i tre spor: Inspiration, kuratering og innovation, der alle skal forbedre brugeroplevelsen, kundeengagement samt -loyalitet og salg.

På mere generelt niveau stod salget i 2023 i stampe, men omvendt sikrede kernemarkederne vækst i indtjening for modeplatformen.

Æraen er (næsten) forbi

2023 blev et skelsættende år for en solid håndfuld af de store familieejede detailvirksomheder, der enten foretog et generationsskifte eller frasolgte som et led i et ledelsesskift.

Hos Sports Connection, der står for Skechers-salget i Norden, stod børnene ikke klar til at overtage forældrenes livsværk, og det fik Peter Jørgensen og hans kone Marianne til at sælge virksomheden til amerikanske Skechers. Hos modekoncernen Claire Group overlod Anders Hust til gengæld tøjlerne til sin søn Nikolaj Hust, mens næste generation også stod klar i skoselskabet Angulus.

Også Harald Nyborg foretog et skifte på topchefposten som et led i et generationsskifte.

”Vi har været afklaret i familien i nogle år efterhånden, omkring at der ikke er nogen af vores tre børn, der har lyst til at indtræde i et generationsskifte. I rettidig omhu har jeg også været nødt til at kigge på min egen situation,
”Vi har været afklaret i familien i nogle år efterhånden, omkring at der ikke er nogen af vores tre børn, der har lyst til at indtræde i et generationsskifte. I rettidig omhu har jeg også været nødt til at kigge på min egen situation," lød det fra Sports Connection-stifter Peter Jørgensen i forbindelse med frasalget. | Foto: Sports Connection/pr

Øst for Øresund

Vores svenske naboer har året igennem været præget af en sjældent set lav valutakurs, der har svækket svenskernes købekraft. Det har givet panderynker hos flere danske virksomheder med eksport i Sverige, men til gengæld fået svenske dagligvarekæder som ICA og Willys til at reklamere med favorable priser på grænsehandel på den anden side af Øresund.

Shaping New Tomorrow valgte at udnytte muligheden i den svage svenske økonomi til at indlede en ekspansion til Sverige, mens brudekæden Lilly i stedet trak sig.

Årsforhandlinger

Prissætningen på varerne i supermarkederne har fået sjældent set stor omtale i det forgangne år. Dagligvarekæderne turnerer hyppigt og på skift med slogans om ”priskrig”, ”discountmatch” og andre letfordøjelige løfter om lave priser, mens de presser leverandørerne til at sænke indkøbspriserne i en benhård kamp om kunderne og i kølvandet på to år med skyhøj inflation og pres på forbrugernes pengepung.

Op til nytår har flere topchefter, deriblandt Salling Groups Anders Hagh varslet lavere priser i kampen om kunderne og spået, at ”kampen om priserne vil fylde meget” i 2024.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også