Memeaktien Bed Bath and Beyond fortsætter opturen med plus på 59 pct.

Aktien i den amerikanske boligindretningskæde Bed Bath and Beyond fortsætter opturen med en stigning på 59,5 pct. til 25,52 dollar tirsdag, og derved har aktien nået en voldsom fremgang på 426 pct. i løbet af den sidste måned.
Det sker ifølge Bloomberg News til trods for, at Wall Street-banker har slået alarm om aktiens høje værdiansættelse.
Mindst tre Wall Street-banker har sænket anbefaling for aktien, hvoraf to anbefaler at sælge aktien som følge af meme-aktievanviddet.
Opturen kommer på baggrund af heftig handelsaktivitet, hvor der tirsdag er handlet mere end 270 mio. aktier efter knap fire timers handel. Det gør ifølge Bloomberg aktien til den mest handlede aktie i tirsdagens amerikanske aktiemarked.
Ligesom Gamestop-aktien er Bed Bath and Beyond gået hen og blevet en såkaldt ”memestock”.
Aktien er særligt omtalt og promoveret på internetforrummet Reddit, hvor brugere på Wallstreetbets ihærdigt prøver på at motivere hinanden yderligere til at købe og holde på aktien. Nogle af dem lægger billeder ud på platformen, hvor de viser, at de har investeret flere tusinde dollar i aktien.
Det er lidt samme historie som med Gamestop aktien i januar 2021, hvor den steg mere end 800 pct. og derefter styrtdykkede igen.
Delivery Hero stiger 12 pct. på fremadrettede meldinger
Amerikanske Home Depot overrasker i nyt regnskab - men aktien falder