Pandora-direktør: Vi havde ventet mere normalitet i Kina

Det kinesiske marked ligger fortsat underdrejet – og det gælder også for den danske smykkevirksomhed Pandora.
Topchef Alexander Lacik havde ellers regnet med, at 2022 ville bringe en lidt mere normal udvikling med sig:
”Men det er ikke sket. Vi taber jo meget omsætning – og det rammer også os som alle andre i Kina, hvis jeg skal være helt ærlig,” siger han til MarketWire.
Udviklingen i Kina er negativt påvirket af covid-19, hvor Pandoras butikker enten har været lukket eller alvorligt påvirket.
Omsætningen i Kina faldt i andet kvartal til 179 mio. kr. fra 390 mio. kr. i samme kvartal 2021, da mange af butikkerne ligger i byer påvirket af pandemien og Kinas ”nul-covid-politik”.
Derudover ligger Pandoras distributionslager for onlinesalget i Shanghai, og i en periode var det ikke muligt for var Pandora at betjene de kinesiske forbrugere online.
Samlet kaldes udviklingen i Kina i andet kvartal 2022 for ”svag”, og den organiske vækst endte på negative 58 pct. i forhold til kvartalet sidste år – og et fald på hele 68 pct. i forhold til andet kvartal 2019.
Relancering fortsat på pause
Pandoras relancering på det kinesiske marked ligger stadig i skuffen og samler støv.
”Relanceringen er flyttet til næste år fra i år, i forhåbning om at omsætningssituationen normaliseres,” fortæller Alexander Lacik.
Det ventes, at Kina vil trække ned i væksten i år – men lidt mindre i andet halvår end i andet kvartal.
Pandora har dog fortsat høje ambitioner for Kina og ser markedet som en stor mulighed for fremtidig vækst.
Strategien på det kinesiske marked, der er verdens største smykkemarked, er at tredoble den kinesiske forretning med udgangspunkt i 2019. Der er ikke sat dato på, hvornår ambitionen skal indfries.
Og mens Pandora venter samlet at skulle netto åbne 100-150 butikker i år og næste år globalt, så går udviklingen forbi det kinesiske marked:
”Vi åbner ingen nye butikker lige nu i Kina. Vi lukker og relokerer – men netto øger vi ikke antallet af butikker,” siger Pandora-chefen.