Amerikanske Home Depot overrasker i nyt regnskab - men aktien falder
![Foto: Matt Rourke/AP/Ritzau Scanpix/AP](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/14313366/v3h20a/ALTERNATES/schema-16_9/doc7mbxzf1y6mqhfoj3hw5.jpg)
Den amerikanske byggemarkedskæde Home Depot leverer et bedre end ventet regnskab for andet kvartal.
Det skriver Bloomberg News.
Det sammenlignelige salg steg i kvartalet med 5,8 pct., mens analytikerne ifølge et estimat fra Bloomberg News havde ventet en vækst på 4,6 pct. I samme periode året før landede væksten på 4,5 pct.
”I andet kvartal leverer vi den højeste kvartalsvise omsætning og indtjening i vores virksomheds historie. Vores resultater afspejler fortsat styrke i efterspørgslen efter boligforbedringsprojekter” siger Ted Decker, administrerende direktør i Home Depot, i regnskabet.
Regnskabet viser også en justeret indtjening per aktie på 5,05 dollar mod 4,53 dollar i samme kvartal sidste år. Her var det estimerende 4,98 dollar af analytikerne.
Selskabet fastholder forventningerne til hele regnskabsåret, herunder forventningen om en vækst i omsætningen på 3 pct. Her lyder estimatet på 3,03 pct. af analytikerne.
Home Depot-aktien falder 1,6 pct. til 306 dollar i det amerikanske formarked.
Amerikansk byggemarkedskæde leverer uventet positivt regnskab