Hver ottende forhandler solgte ulovligt fyrværkeri

Sikkerhedsstyrelsen tog på tilsynsbesøg og fandt ulovligt fyrværkeri hos 26 ud af 209 salgssteder.
Sikkerhedsstyrelsen fandt blandt andet batterier, raketter og fontæner, der ikke måtte sælges, fordi produkterne ikke er sikre. (Genrefoto) | Foto: Benny Kjølhede
Sikkerhedsstyrelsen fandt blandt andet batterier, raketter og fontæner, der ikke måtte sælges, fordi produkterne ikke er sikre. (Genrefoto) | Foto: Benny Kjølhede
AF RITZAU

Der er i dagene op til nytår fundet ulovligt fyrværkeri hos 26 ud af 209 forhandlere af fyrværkeri.

Det oplyser Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Det svarer til, at hver ottende forhandler havde fyrværkeri på hylderne, der ikke måtte sælges.

Det drejer sig blandt andet om 11 steder, hvor der blev solgt batterier, raketter og fontæner.

Produkterne blev solgt, selv om tidligere kontrol havde vist, at produkterne ikke var sikre, og at importørerne derfor var pålagt at stoppe salget.

”Det viser, at vores kontrol fortsat er nødvendig,” siger Nicoline Zederkof Jensen, der er kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

Derudover blev der 15 steder fundet fyrværkeri uden lovpligtig CE-mærkning.

Der er blandt andet tale om mindre bordbomber, stjernekastere og hundepropper.

”CE-mærkning er fabrikantens angivelse af, at fyrværkeriet lever op til de krav, der er fastsat.”

”Og der burde ikke være fyrværkeri uden CE-mærkning hos nogen forhandlere, syv år efter at mærkningen blev et krav,” siger Nicoline Zederkof Jensen.

Hun henviser til, at fyrværkeri, der sælges til forbrugere, siden 2017 har skullet være CE-mærket.

Udover fysiske tilsynsbesøg har Sikkerhedsstyrelsen tjekket 44 hjemmesider med salg af fyrværkeri.

Her viste det sig, at 23 hjemmesider ikke efterlevede reglerne.

Derudover er der 139 gange konstateret salg af ulovligt fyrværkeri på profiler og i grupper på sociale medier.

I de tilfælde har Sikkerhedsstyrelsen oplyst de sociale medier om, at der er ulovligt fyrværkeri til salg på deres medier.

Mange af siderne er efterfølgende blevet lukket, oplyser Sikkerhedsstyrelsen.

Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man har købt fyrværkeri, der ikke må sælges, kan man kontrollere det på hjemmesiden produkter.dk, som hører under Sikkerhedsstyrelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også