For første gang har toldere fanget over to ton ulovligt fyrværkeri

Hos Toldstyrelsen ser man mere fyrværkeri forsøgt smuglet ind over grænsen end nogensinde før.
Mængden af fyrværkeri konfiskeret ved grænsen slår ny rekord. | Foto: Marius Renner/Ritzau Scanpix
Mængden af fyrværkeri konfiskeret ved grænsen slår ny rekord. | Foto: Marius Renner/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

I perioden 1. januar til 19. december 2023 har Toldstyrelsen tilbageholdt i alt 2,2 ton ulovligt fyrværkeri.

Det viser en foreløbig opgørelse, som styrelsen har lavet.

Det er første gang, styrelsen når over to ton, lyder det i en pressemeddelelse.

”De seneste år har det været rekord på rekord i mængden af ulovligt fyrværkeri, vi tager, og nu har vi for første gang passeret to ton,” siger fungerende kontroldirektør i Toldstyrelsen Kent Midtgaard Hansen i pressemeddelelsen.

”Budskabet om at lade være med at købe tåler tydeligvis en gentagelse.2

Det er blandt andet kanonslag, batterier, romerlys og krysantemumbomber, tolderne finder.

Det meste bliver fundet i pakker hos post- og kurerterminaler rundt om i landet. Det er hovedsageligt afsendt fra Østeuropa.

I perioden fra 2018 til 2022 har Toldstyrelsen registreret mere end en femdobling i mængden af tilbageholdt fyrværkeri. Det er fra 321 kilo til 1859 kilo.

Stigningen skyldes blandt andet øget opmærksomhed og flere kontrolaktioner med fyrværkeri som fokus.

Men der ses samtidig en øget tilgængelighed på nettet, hvor fyrværkeriet sælges, bemærker Toldstyrelsen.

Toldstyrelsen opfordrer til altid at købe fyrværkeri ved godkendte salgssteder.

Ulovligt fyrværkeri kan udgøre en stor fare, fordi det ikke nødvendigvis er produceret med hensyn til almindelige regler for produktsikkerhed.

Mange skader

Ifølge Sikkerhedsstyrelsen kom 192 personer til skade herhjemme på grund af ulykker med fyrværkeri ved årsskiftet 2022/2023.

36 af dem kom alvorligt til skade. Med det menes, at de enten måtte indlægges direkte, overføres til et andet sygehus eller til akut vurdering hos en øjenlæge.

To tredjedele af de tilskadekomne havde selv antændt fyrværkeri. Den resterende tredjedel var tilskuere.

Af de tilskadekomne antændere havde 49 procent håndskader, mens 25 procent havde øjennære skader.

De typiske ofre er mænd og drenge i alderen 15 til 35 år. De stod for 83 procent af de 192 tilskadekomne sidste nytår.

Det er ulovligt at indføre fyrværkeri i Danmark.

Man må ikke tage fyrværkeri med ind i landet, som man har købt i udlandet. Man må heller ikke bestille fyrværkeri fra udenlandske eller ikke-godkendte hjemmesider.

Hvis Toldstyrelsen fanger det ulovlige fyrværker og overdrager det til politiet, kan det udløse bødestraf til modtageren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også