"Jeg er en lidt atypisk finansdirektør, når man kigger ned i min værktøjskasse"

Med en fortid i Coop og ISS blev Jonas Hald Johansen tiltrukket af attituden og det langsigtede perspektiv i den hårde hvidevareforretning Whiteaway Group. 
"Det her med at hele tiden være på tåspidserne og klar til at agere, når der sker ændringer i markedet, er helt klart noget af det, jeg har taget med fra Coop,” siger Jonas Hald Johansen. | Foto: Whiteaway Group
"Det her med at hele tiden være på tåspidserne og klar til at agere, når der sker ændringer i markedet, er helt klart noget af det, jeg har taget med fra Coop,” siger Jonas Hald Johansen. | Foto: Whiteaway Group

For fire uger siden trådte 35-årige Jonas Hald Johansen ind i rollen som finansdirektør for en af Danmarks største onlinevirksomheder, hvidevaresælgeren Whiteaway Group med en omsætning på 2,4 mia. kr. CV’et er måske en smule afvigende for en finansdirektør – i hvert fald af den gamle skole. 

”Jeg kommer ikke ud af en ti år lang revisionsbaggrund, så jeg er på mange måder en lidt atypisk CFO, når man kigger ned igennem min værktøjskasse,” siger han selv.

Gennem lidt over otte år har Jonas Hald Johansen arbejdet i skiftende strategiske og økonomiske roller for både serviceselskabet ISS og dagligvarekoncernen Coop, i hvilken egenskab han vandt revisorerne fra PWC’s rising star-pris for CFO’er. 

”Jeg har faktisk arbejdet mere med strategi og transformation, end jeg har med finans,” siger han over telefonen fra Whiteaways nye hovedkontor i Aarhus, som han for lidt siden selv er flyttet tilbage til efter flere år på Sjælland og et smut til San Antonio, Texas. 

Men med sit strategiske snit passer Jonas Hald Johansen alligevel godt ind i den udvikling af rollen som finansdirektør, han selv har fulgt, siden dengang en CFO alene skulle have styr på tallene, debet og kredit, og sikre, at virksomheden var compliant.

I dag er der bygget flere lag på finansdirektørens rolle, der er blevet ansvarlig for flere processer og virksomhedens generelle præstation, oplever han. 

”Og den nyeste udvikling, som jeg ser det, er, at CFO-rollen nu også er en head of transformation. Det er blevet en meget mere strategisk rolle, hvor det at være tæt på forretningen og forstå forretningen er meget centralt,” siger Jonas Hald Johansen. 

”Du skal stadig kunne dit debet og kredit, men det er mere dit license to play nu, hvor der stilles helt andre krav til den strategiske profil og den forretningsnære profil hos CFO’en.”

Opkøb en mulighed

Det bliver også her Jonas Hald Johansen kommer til at lægge sit fokus som ny økonomidirektør for Whiteaway Group, 

”Jeg vil lægge trykket rigtig meget på strategi, transformation og performance, men stadig selvfølgelig med fokus på, at der skal være orden i penalhuset,” siger han. 

Ambitionerne går, som også topchef Thomas Zeihlund tidligere har fremhævet over for DetailWatch, ud på at vinde markedsandele. Mere konkret kan det dårligt blive efter knap en måned i jobbet, mener Jonas Hald Johansen, men finansdirektøren ser dog muligheder for at skabe den vækst både organisk og gennem opkøb. 

”Der sker jo en konsolidering i markedet, og organisk vækst er af et af håndtagene, opkøb er et andet. Lige nu udelukker vi ikke noget,” uddyber han nu. 

Ifølge Jonas Hald Johansen står Whiteaway Group ”unikt positioneret” til at vokse henover de næste år i kraft af selskabets markedsposition, interne kompetencer og ejerskab. Det sidste har været en af grundene til, at han selv var tiltrukket af en stilling i hvidevarebutikken. 

”Vi har nogle langsigtede ejere, og det gør, at vi kan tage de rigtige, langsigtede beslutninger også i turbulente markeder,” siger han om strukturen bag Whiteaway, der har Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen som største aktionær, med medstifter Johannes Gadsbøll og bestyrelsesmedlem Ib Dyhr Nørholm som medejere. 

Blown away

Men også kulturen i Whiteaway Group, som han både har hørt om og nu også oplevet på egen krop, har været en stor faktor i Jonas Hald Johansens seneste jobvalg. 

”Der hersker en helt speciel kultur hos Whiteaway, som jeg ret hurtigt blev fascineret af. Det er en præstationskultur med et ret ufravigeligt fokus på kunden. Og det synes jeg, er ret unikt. Der er sådan en god puls og en god humor, og et fokus på udvikling både af forretningen, men også af individet,” fortæller han. 

Selvom han nu træder ind i en anden kultur, i en klart yngre, mindre og mere digital forretning end hans tidligere detailarbejdsgiver Coop, ser han også klare tråde, der forbinder de to punkter i karrieren – blandt andet har begge en lang række af franchisetagere. 

Retail er detail, så det her med at hele tiden være på tåspidserne og klar til at agere, når der sker ændringer i markedet, er helt klart noget af det, jeg har taget med fra Coop,” uddyber han om lighederne. 

Netop det er også blevet en vigtig egenskab for finansdirektøren efter to år med coronapandemiens indvirkning, udbruddet af krig i Ukraine og deraf følgende inflation. 

”Forudsigelse er blevet en langt sværere, for hvad er normalt? Da jeg kom fra dagligvarehandlen, var man vant til, at man kunne regne sådan ret stabilt med 1- 2 pct. vækst om året, men så kom corona, som fuldstændig ændrede alle de forudsætninger.” 

”Og nu kan ikke bruge corona-årene som baseline, men skal finde en ny. Så det at forecaste er ikke blevet nemmere, men det er bestemt blevet meget, meget relevant.” 

Her vurderer han dog, at Whiteaway står godt rustet af flere grunde. 

”Jeg vil sige, når jeg kigger ned igennem det kompetenceniveau, der er i Whiteaway, så er jeg virkelig blown away. Og så er det klart, at det er et mindre selskab, men også et yngre selskab end Coop. Det er jo på godt og ondt, men det gør, at det er meget agilt. Vi kan hurtigt tilpasse os ændringer i markedet og i kundebehovet,” siger Jonas Hald Johansen. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også