Asos nedjusterer forventningerne og udskifter på toppen

Onlinetøjforhandleren Asos har torsdag morgen nedjusteret forventningerne til regnskabsåret 2022/23 og samtidig offentliggjort en større rokade af selskabsledelsen.
Det fremgår af en handelsopdatering for tredje kvartal af 2022/23, skriver Bloomberg News.
Asos venter nu en salgsvækst på 4-7 pct. fra før 10-15 pct. og et justeret overskud før skat på 20-60 mio. pund mod tidligere 110-140 mio. pund.
Nedjusteringen kommer efter et skuffende kvartal, hvor omsætningen faldt sammenlignet med samme periode sidste år. Det britiske og amerikanske salg øgede ellers i perioden, mens salget til EU og resten af verden faldt.
Omsætningen i marts, april og maj landede samlet på 983,4 mio. pund mod 987,9 mio. pund i 2021/22.
Det svækkede salg skyldes en stigning i antallet af returneringer i både Storbritannien og EU. Det afspejler et inflationært pres på forbrugerne, skriver selskabet i regnskabsmeddelelsen.
Udskiftning i toppen
En større rokade fremgår af en separat meddelelse fra selskabet torsdag morgen. José Antonio Ramos Calamonte, der hidtil har fungeret som kommerciel direktør, er blevet forfremmet til administrerende direktør i Asos. Han erstatter Nick Beighton, der har siddet på posten siden 2015.
I samme meddelelse fremgår det, at Ian Dyson efter ni år fratræder som bestyrelsesformand til fordel for danske Jørgen Lindemann, der indtil i dag blot har været medlem af Asos’ bestyrelse.
Det er ikke kun Asos, der er ramt af udsigten til svagere vækst i den kommende tid. Også danske Boozt, der er børsnoteret i København, har for nyligt nedjusteret sine forventninger til regnskabsåret som følge af en opbremsning hos forbrugerne.
Endnu en stor webshop skærer ned og indleder fyringsrunde
Topchef forlader svensk webshop efter nedjustering
Boozt varsler fyringer efter nedjustering: ”Vi tror, der er stormflod på vej”