Debat: Det indre marked skal tilbage i toppen af EU's politiske agenda

EPU-VALG 2024: Det nye Europa-Parlament bør rette op på den manglende regulering af online markedspladser som fx Temus forretningsmodel., skriver Lotte Engbæk Larsen fra Dansk Erhverv Handel.
"I dag ender virksomhederne med at bruge for megen energi på at gennemskue og implementere regler frem for at fokusere på drift," skriver branchedirektør i Dansk Erhverv Handel, Lotte Engbæk Larsen. | Foto: Dansk Erhverv/PR
"I dag ender virksomhederne med at bruge for megen energi på at gennemskue og implementere regler frem for at fokusere på drift," skriver branchedirektør i Dansk Erhverv Handel, Lotte Engbæk Larsen. | Foto: Dansk Erhverv/PR
Lotte Engbæk Larsen, branchedirektør for Dansk Erhverv Handel

DEBAT | Detailhandlen lever af købmandskab; at sælge og købe varer og finde nye produkter i andre lande – og at have tilfredse kunder. Detailhandlen leverer 26 millioner jobs i EU, hvilket svarer til 1 ud af 7 arbejdspladser fordelt på 5 millioner virksomheder.

Så detailhandlen udgør en stor del af EU’s økonomi, og derfor er der brug for skarpt fokus på Bruxelles, arbejdet for et velfungerende indre marked, samt fair og lige konkurrence – uanset om det er fysisk eller online detailhandel.

Detailhandlen er underlagt et væld af love og regler, der regulerer alt fra størrelsen på skruer til arbejdsmiljø, forbrugerrettigheder, tekstiler, ESG- og miljøregulering. Det er både godt og vigtigt for virksomhederne – og også at reglerne harmoniseres i EU i så vid udstrækning som muligt.

Ensartede regler og håndhævelse er afgørende elementer for virksomheder i et indre marked, som er nået langt på de godt 30 år det har eksisteret. Cirka 70 pct. af erhvervslovgivningen besluttes i dag i EU. Så når vi i Dansk Erhverv taler om, at detailhandlen har behov for gode rammevilkår, så er det i høj grad med øjnene rettet mod EU.

Er på forkert kurs

Et velfungerende og reelt indre marked – uden protektionisme – sikrer, at danske virksomheder nemt kan handle på tværs af

grænserne. En af de største fordele ved det indre marked er netop, at virksomheder kun skal forholde sig til ét regelsæt, selvom de opererer i flere medlemslande.

Det gør det nemmere at handle på tværs af grænser og sikrer lige behandling og fair konkurrence. Desværre er der stærke tendenser der går i den modsatte retning disse år – derfor skal vi vende skuden og få det indre marked tilbage på toppen af den politiske agenda i EU.

EU-Parlamentet og en ny kommission skal derfor arbejde målrettet med regelsanering og ensartet implementering, for ellers taber vi konkurrenceevne – både i Danmark, men også i EU som global aktør. I dag ender virksomhederne med at bruge for megen energi på at gennemskue, dokumentere og implementere regler frem for at fokusere på drift og udvikling af produkter og services.

Hul i reguleringen

Det er vigtigt, at EU’s måde at regulere på følger med tiden. Og det er ikke altid tilfældet. Et aktuelt eksempel er reguleringen af online markedspladser, hvor EU har skabt – og tilladt - et hul i reguleringen. EU skal derfor rette op på den manglende regulering af online markedspladser som fx Temus forretningsmodel.

Problemets kerne er, at europæiske virksomheder, der handler produkter fra tredjelande og importerer disse produkter, er underlagt omfattende lovgivning og krav, der indebærer, at de skal sikre sig, at produkterne er lovlige, før de sættes til salg.

Onlinemarkedspladser som Temu har til gengæld den luksus at kunne henvise til sælgeren i tredjelandet, når det gælder ansvar for lovligheden af produkterne. Et nyt EU-Parlament skal derfor sikre, at sådanne onlinemarkedspladser får samme forpligtelser som importører – så vi sikrer fair og lige konkurrencevilkår og trygge forbrugerforhold for alle i hele EU.

EU blev etableret for at skabe fred og frihandel – og det er fortsat uhyre aktuelt – og det er grundforudsætninger for, at detailvirksomheder kan udnytte deres muligheder og bruge deres handlekraft.

Et debatindlæg er en opinionsartikel. Debatindlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egen holdning. Har du lyst til at bidrage til debatten, så kontakt redaktionen på redaktion@detailwatch.dk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også