Store lønstigninger og lav inflation øger danske forbrugeres realløn

Foreløbige tal viser, at lønningerne i fjerde kvartal steg med 4,8 procent på årsbasis. Cheføkonom forventer dog ikke, det vil udløse kæmpe forbrugsfest.
Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) første og foreløbige tal for lønudviklingen i fjerde kvartal sidste år viser en gennemsnitlig årlig lønstigning på 4,8 procent. | Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) første og foreløbige tal for lønudviklingen i fjerde kvartal sidste år viser en gennemsnitlig årlig lønstigning på 4,8 procent. | Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Danskernes købekraft blev alvorligt udhulet i forbindelse med den kraftige inflation, der prægede både dansk og global økonomi i 2022.

Men noget tyder på, at den er på vej tilbage. Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) første og foreløbige tal for lønudviklingen i fjerde kvartal sidste år viser en gennemsnitlig årlig lønstigning på 4,8 procent.

Sammenholdt med en inflation, der faldt ned omkring nulpunktet, svarer det til en fremgang i reallønnen på 4,2 procent.

”Den kraftige stigning i reallønnen betyder, at reallønnen nu er genoprettet til niveauet i starten af 2022, som var før inflationskrisen for alvor slog igennem i Danmark”, siger Anders Borup Christensen, der er cheføkonom i DA.

Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, konstaterer, at der er tale om de højeste lønstigninger siden andet kvartal 2008.

”Den robuste udvikling i danskernes privatøkonomi er helt afgørende for, at dansk økonomi styrer uden om en egentlig lavkonjunktur i år, siger han og advarer dog samtidig imod, at lønningerne stiger så meget, at inflationen igen får fat”.

Ifølge Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank, vil reallønnen i løbet af i år nå tilbage til den foreløbige top fra foråret 2021.

Forventer ingen forbrugsfest

Han forventer dog ikke, at det vil udløse nogen stor forbrugsfest, selv om danske lønmodtagere altså får flere penge mellem hænderne og større købekraft.

”I forvejen bruger vi en mindre del af indkomsten end normalt, tydeligvis fordi mange ikke er rigtig trygge ved situationen og gerne vil spare op, men det kan selvfølgelig ændre sig. Man må nok sige, at gennemsnitsdanskeren har pengene til at bruge mere, hvis lysten og tilliden vender tilbage,” lyder hans analyse.

Las Olsen konstaterer også, at de danske lønstigninger ligger på niveau med udlandet, og at den danske konkurrenceevne derfor ikke påvirkes væsentligt, medmindre lønstigningerne fortsætter i samme tempo fremover.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også