DetailWatch

39 procent af danskerne oplever mindre rådighedsbeløb grundet inflation

Særligt borgere, der opvarmer deres bolig med oliefyr eller naturgas, har i Norstats undersøgelse svaret, at deres rådighedsbeløb er blevet mindre i løbet af det seneste år.

”Det er meget voldsomt og den højeste inflation, vi har registreret i Danmark siden starten af 80’erne," lyder det fra Dansk Erhverv. | Foto: Lærke Posselt

De stigende priser kan mærkes hos en stor andel af den danske befolkning.

Ifølge en befolkningsundersøgelse, som dataindsamleren Norstat har lavet for Dansk Erhverv, har 39 procent af borgerne oplevet et fald i deres månedlige rådighedsbeløb over det seneste år.

Det svarer til, at 1,1 million danske husstande nu har et mindre rådighedsbeløb end for et år siden.

Rådighedsbeløbet er den del af ens løn, der er tilbage, når alle faste udgifter er betalt. Det er eksempelvis skat, husleje samt el- og varmeregninger.

Årsagen, til at rådighedsbeløbet er blevet mindre hos så mange borgere, er, at forbrugerpriserne er steget. Det er det, der også kendes som inflation.

”De seneste tal viser, at forbrugerpriserne er steget med fem procent over det seneste år,” siger Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.

Endnu er der ikke kommet tal for inflationen i marts. De offentliggøres først af Danmarks Statistik mandag i næste uge.

I Dansk Erhverv forventes det, at tallene vil vise endnu et hop i inflationen, som vil stige til omkring syv procent.

”Det er meget voldsomt og den højeste inflation, vi har registreret i Danmark siden starten af 80’erne. Det er noget, der gør et stort indhug i danskernes rådighedsbeløb,” siger Tore Stramer.

Det er især energipriserne, som har trukket inflationen op set over det seneste års tid.

Inflationen overgår lønstigninger

Særligt husstande, der opvarmer deres bolig med oliefyr eller naturgas, har i Norstats undersøgelse svaret, at deres rådighedsbeløb er blevet mindre i løbet af det seneste år.

Til gengæld har fjernvarmekunder i mindre grad oplevet et fald i rådighedsbeløbet.

Forklaringen er, at det særligt er priserne på naturgas og olie, der er steget i løbet af det seneste år. Prisstigninger på fjernvarme har til gengæld været mere afdæmpede.

Ud over højere priser på energi oplever mange forbrugere også, at priserne på forskellige fødevarer er steget det seneste års tid.

Det mindre rådighedsbeløb, som en stor andel af borgerne oplever lige nu, er et resultat af stigende inflation, og at lønningerne ikke er steget i samme takt.

Typisk er det også sådan, at forbrugerpriserne stiger, før lønningerne gør det, forklarer Tore Stramer.

”Men vi har en forventning om, når vi kigger fremad, at lønvæksten bredt vil begynde at accelerere herhjemme. Nu og her er der dog udsigt til, at danskernes rådighedsbeløb tager et ordentligt dyk som følge af den meget kraftige acceleration, vi har set i inflationen,” siger han.

Undersøgelsen fra Norstat er baseret på svar fra 1004 respondenter.

Mere fra DetailWatch

Dagli' Brugsen lukker yderligere to butikker

Dagli’ Brugsen føjer yderligere to butikker i provinsen til listen over butikker, der skal lukkes i den kommende tid. I forvejen havde dagligvarekæden meddelt, at fire butikker lukkes.

Læs også

Relaterede