Delivery Hero opjusterer forventninger til vækst på 15 pct.
Det tyske madudbringningsfirma Delivery Hero opjusterer sine forventninger og ser nu mod en vækst på 15 pct. i omsætningen fra tidligere 10 pct.
Det fremgår af regnskabet for andet kvartal.
Omsætningen i andet kvartal blev 2,58 mia. euro, hvilket er en stigning på omkring 12 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Samtidig slår omsætningen også analytikernes forventning på 2,53 mia. euro.
Væksten kom på trods af en tilbagegang på 30 mio. euro i Asien, der til gengæld blev mere end opvejet af vækst i både Mellemøsten og Nordafrika, Europa samt Latinamerika, der er det mindste af markederne.
Delivery Hero-aktien er steget markant efter fremlæggelsen af regnskabet. Onsdag formiddag stiger aktien med 7,8 pct. til 40,18 euro på børsen i Frankfurt. Det er den største stigning i det fælleseuropæiske aktieindeks, Stoxx 600.
Delivery Hero er verdens største leveringsplatform og opererer i over 70 lande på tværs af Asien, Europa, Latinamerika, Mellemøsten og Afrika. Selskabet slår sig op på at kunne levere dagligvarer og andre varer til hjemmet lokalt på under en time og som oftest inden for 20-30 minutter.
Det tyske selskab med hovedkvarter i Berlin blev stiftet i 2011 og kom på børsen i Frankfurt i 2017. Nu er selskabet på børsen i MDAX.