Simon Kollerups pristjek er kastet op i luften

Kort tid efter regeringen satte et omdiskuteret pristjek i gang, skaber folketingsvalget usikkerhed om arbejdets fremtid.
Erhvervsminister Simon Kollerup lancerede i august en granskning af prisstigningerne på fødevarer og energi | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Erhvervsminister Simon Kollerup lancerede i august en granskning af prisstigningerne på fødevarer og energi | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Det var med stor medieopmærksomhed, at erhvervsminister Simon Kollerup i august lancerede et kritisk blik på de prisstigninger på energi og fødevarer, der på få måneder har presset leveomkostningerne kritisk i vejret i danske husstande.

Tiltaget kom kort, efter SF var gået ud med et forslag om at afsætte penge til netop en undersøgelse af prisstigningerne – og hvorvidt situationen blev udnyttet af producenter og butikker til at profitmaksimere. Initiativet fik en blandet modtagelse i erhvervslivet, der så det som en mistænkeliggørelse af virksomhederne, hvilket ministeren dog har afvist.

Samtidig med pristjekket nedsatte erhvervsministeren det nye Forum for Forbrugerpriser med repræsentanter fra Forbrugerrådet Tænk, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Dansk Erhverv, De Samvirkende Købmænd, Landbrug & Fødevarer, Dansk Industri, Ældresagen og Green Power Danmark. Forummet skulle bidrage til overvågning af prisudviklingen og komme med input, mens Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen står for det konkrete pristjek.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er gået til valg på at danne en bred regering hen over midten. Det kan ændre opbakningen til pristjekket.
Statsminister Mette Frederiksen (S) er gået til valg på at danne en bred regering hen over midten. Det kan ændre opbakningen til pristjekket.

Med udskrivelsen af valget til Folketinget er arbejdet imidlertid kastet op i luften og risikerer at falde til jorden igen efter et valg.

Skifter regeringsmagten hænder, har oppositionen i blå blok ikke fidus til at videreføre initiativet, siger Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen.

”Det er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der har myndighedsopgaven med at sikre, at konkurrencereglerne overholdes, og at der er en sund konkurrence. Derfor virker forummet på mig som et overflødigt bureaukratisk tiltag,” siger Torsten Schack Pedersen til DetailWatch.

Har holdt to møder

Forum for Forbrugerpriser er i forbindelse med valgkampen sat i bero, men nåede ifølge DetailWatch’ oplysninger at afholde to møder forinden. Samtidig har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i oktober valgt at sætte et pristjek i gang af prisen på smør og gas, som ifølge styrelsen er steget mere end i andre lande.

I Forbrugerrådet Tænk har man været en stor tilhænger af initiativet, fordi det ville kunne give et aktuelt billede uden ”frustrerende” forsinkelser. Med valgkampen risikerer det momentum at lide skibbrud, erkender direktør Mads Reinholdt.

”Arbejdet i forummet er sat i bero under valgkampen, hvilket var forventeligt. Vi forventer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fortsat arbejder med at afdække forklaringerne på, at nogle produktgrupper er steget markant mere i Danmark end i sammenlignelige lande,” siger Mads Reinholdt i en skriftlig kommentar til DetailWatch og fortsætter:

”Det er klart, at når forummet ikke kan mødes i mere end en måned, så er der risiko for, at man mister momentum, men prisstigninger forsvinder jo desværre ikke.”

"Forbrugerne er presset i en grad, vi ikke har set i mange år," siger direktør i Forbrugerrådet Tænk, Mads Reinholdt, der mener der er god grund til at fastholde arbejdet med et pristjek - uanset regeringsfarve. | Foto: PR/ Forbrugerrådet Tænk

Forbrugerrådet venter også, at arbejdet vil fortsætte, hvis den nuværende regering fortsætter. Står det til statsminister Mette Frederiksen (S) bliver det imidlertid ikke tilfældet – i hvert fald er regeringen gået til valg på at danne en bred regering hen over midten.

”Hvis regeringsmagten skifter, vil vi stærkt opfordre en ny regering til at fortsætte arbejdet, da der ikke er nogen tvivl om, at prisstigningerne er en af de vigtigste dagsordner for forbrugerne – og vælgerne – her og nu, og der i den grad er brug for mere gennemsigtighed om, hvorfor nogle produktgrupper har større prisstigninger i Danmark end i sammenlignelige lande,” siger Mads Reinholdt.

Tungen på vægtskålen

Et af de partier, der står til at blive tungen på vægtskålen i den kommende regeringsdannelse, er Moderaterne med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Her vil man dog ikke på forhånd lægge sig fast på, om partiet vil lægge mandater til at fortsætte arbejdet med pristjekket.

Partiet vil først afvente anbefalingerne fra det Inflationsudvalg, som regeringen nedsatte i slutningen af september, og som inden for tre måneder skal komme med bud på baggrunden for inflationen og mulighederne for at hjælpe trængte danskere uden at skovle mere kul på inflationen.

”Vi vil lægge os op ad udvalgets anbefalinger og først se på, om regeringens pristjek indgår som en del af de anbefalinger, før vi tager endelig stilling til, om det giver mening at fortsætte arbejdet,” lyder det i en kommentar fra Jakob Engel-Schmidt fra Moderaterne via partiets presseafdeling.

Moderaterne kan stå med de afgørende mandater efter valget
Moderaterne kan stå med de afgørende mandater efter valget

V: ”Politisk øvelse”

I Venstre anser erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen arbejdet for et slag i luften. Han henviser samtidig til, at Erhvervsministeriet ifølge Berlingske i et oplæg til ministeren afviste, at der var tegn på, at prisstigningerne var kunstigt høje. Det skete godt en uge inden, Simon Kollerup lancerede pristjekket.

”Vi betragter det mest som en politisk øvelse, der handler om at se handlekraftig ud,” siger Torsten Schack Pedersen.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har efterfølgende sat et pristjek i gang af smør og gas – viser det ikke, at der er noget at komme efter?

”Hvad Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gør på egen hånd er fuldstændig deres sag og opgave. Men Berlingske afdækkede i en aktindsigt, at der ikke var noget belæg for det, som ministeren og regeringen lagde til grund for pristjekket. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er uafhængige og skal gøre det, de mener er relevant og ikke, hvad en minister har af mavefornemmelser.”

Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen er kritisk over for regeringens pristjek. | Foto: Jens Dresling
Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen er kritisk over for regeringens pristjek. | Foto: Jens Dresling

DetailWatch har forsøgt at få en svar fra Forbruger- og Konkurrencestyrelsen på, om offentliggørelsen af det pristjek af smør og gaspriser, styrelsen har sat i gang, vil ske inden valget 1. november eller først efter. Det har dog endnu ikke været muligt at få en kommentar til, men kontorchef Niels Enemærke bekræfter, at arbejdet ikke er sat i bero af valgudskrivelsen.

”Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen overvåger også efter udskrivelsen af valget prisudviklingen i Danmark som led i vores almindelige arbejde med at styrke konkurrencen.”

Står det til erhvervsministeren, skal arbejdet fortsætte, så længe den aktuelle ”krisesituation” består, oplyser han i en skriftlig kommentar til DetailWatch.

”I en tid med voldsomt stigende priser på energi og fødevarer er det vigtigt med et løbende fokus på velfungerende markeder. Dét er fokus for pristjekket, og derfor vil vores udgangspunkt være, at pristjekket kan fortsætte. Når vi på et tidspunkt træder ud af den krisesituation, vi står i pt, vil det naturligvis give mening at overveje, om henholdsvis forummet og pristjekket skal fortsætte i den nuværende form,” siger Simon Kollerup.

Detailbutikker er ikke skyld i prisstigninger, mener økonom

Minister om pristjek: ”Det nye forum er ikke en kampplads”

Købmænd om pristjek: Politikerne bør gribe i egen barm

Forbrugerråd håber på pristjek uden ”frustrerende” forsinkelse

Erhvervsminister afviser kritik af pristjek: ”Jeg mistænkeliggør ikke nogen”

Ministers pristjek får hård medfart af erhvervsorganisationer

Dansk Erhverv hilser pristjek velkommen – håber på ”frikendelse” af medlemmer

Coop om regeringens pristjek: ”Vi har ikke så meget at skjule”

Regeringen sætter granskning af prisstigninger i gang

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også