Fleggaard køber ejere helt ud af online supermarked

De tre stiftere af netbutikken Postme, der sælger nonfood og dagligvarer, er blevet købt helt ud knap to og et halvt år efter, at Fleggaard-koncernen købte aktiemajoriteten.
Jens Klavsen, topchef i Fleggaard-koncernen, udtalte i forbindelse med opkøbet i 2020, at PostMe var "et godt match". | Foto: Anders Brohus
Jens Klavsen, topchef i Fleggaard-koncernen, udtalte i forbindelse med opkøbet i 2020, at PostMe var "et godt match". | Foto: Anders Brohus

Fleggaard-koncernen, der nok er mest kendt for sine grænsebutikker af samme navn, har købt de tre stiftere Christoffer Munck, Anders Thøgersen og Morten Cramer ud af webshoppen Postme, som de stiftede i 2008.

Det fremgår af oplysninger fra det centrale virksomhedsregister (CVR).

Det sker godt to og et halvt år efter, at Fleggaard-koncernen med Jens Klavsen i spidsen, overtog omkring 70 pct. af virksomheden, mens de tre stiftere beholdt en ejerandel på cirka 10 pct. hver for et ukendt beløb. Samtidig tilførte selskabet Postme 4 mio. kr. i frisk kapital.

Postme er et online supermarked, der efter eget udsagn sælger alt det, man bruger i hverdagen til priser, som netbutikken påstår er blandt Europas billigste.

”Godt match”

I forbindelse med opkøbet af majoritetsposten i 2020 fortalte Fleggaard-koncernens topchef Jens Klavsen til Finans, at koncernen altid er på udkig efter opkøb, der passer ind og kan udvikles.

”I denne forbindelse fandt vi frem til, at Postme er et godt match, da virksomheden passer rigtig godt ind i vores digitale strategi. Vi forventer, at vi med vores kompetencer, erfaring og kapital kan føre virksomheden videre til næste niveau.”

Kommer produkterne fra Fleggaards grænsebutikker til at optræde hos Postme?

”Kun samme slags produkter, som Postme har i dag – ikke grænsevarer som øl, vin, vand, spiritus og lignende,” skrev han dengang til Finans.

Øget fokus på nethandel

Webshoppen, der holder til i Herlev på Sjælland, kom i det skæve regnskabsår 2020/21 ud med et underskud på 3,3 mio. kr. efter en betragtelig investering i personalet, der betød, at personaleomkostningerne voksede til 5,1 mio. kr. mod 1,9 mio. kr. i regnskabet året før.

Postme fik i forbindelse med majoritetsopkøbet ny adm. direktør i Karsten Vagn Olsen, der har været en del af Fleggaard i en årrække. I samme ombæring indsatte Jens Klavsen sig selv som bestyrelsesformand. De tre stiftere Christoffer Munck, Anders Thøgersen og Morten Cramer er i skrivende stund stadig en del af bestyrelsen.

Fleggaard-koncernen er primært kendt for grænsehandelkæderne Fleggaard og Calle, men koncernen rummer også alt fra grossisthandel til billeasing og en række yderligere aktiviteter i både ind- og udland.

Fleggaard beskæftiger i alt 1.200 fuldtidsmedarbejdere og kom i 2020/21 ud med en omsætning på 5,65 mia. kr. mod 6,6 mia. kr. året før. Overskuddet lød dengang på 238,6 mio. kr.

Kunderne strømmer til grænsebutikkerne – men høje benzinpriser er en kæp i hjulet

Fleggaard øger salget af cigaretter efter dansk prishop

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også