DetailWatch

Minister varsler opgør med tilbud om at købe nu og betale senere

Udskudte eller opdelte betalinger ved køb på nettet er blevet meget udbredte. Minister varsler politisk opgør.

"Der er brug for et politisk opgør mod den måde at låne penge ud på, så det håber jeg at kunne samle et politisk flertal i Folketinget for," siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) | Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson

Tilbud om at købe nu, men betale senere, risikerer at lokke forbrugere ud i gældsspiraler.

Det mener erhvervsminister Simon Kollerup (S). Han varsler nu et opgør med de såkaldt udskudte eller opdelte betalinger.

”Jeg ser et stort problem for helt almindelige mennesker, fordi den her lånetype lokker dem ud i gældsspiraler.”

”Der er brug for et politisk opgør mod den måde at låne penge ud på, så det håber jeg at kunne samle et politisk flertal i Folketinget for,” siger han.

”Min værktøjskasse er åben. For eksempel kunne kreditvurderinger og et åop-loft (årlige omkostninger i procent, red.) være effektive værktøjer, som vi kender fra lovgivningen mod de almindelige kviklån,” siger han.

De fleste, der har handlet på nettet, kender til muligheden for rentefrit at udskyde eller opdele betalingen på alt fra elektronik til tøj og helt almindelige dagligvarer.

3 ud af 10 har brugt tilbud

Udskudte betalinger er i dag ikke omfattet af et krav om at skulle kreditvurdere låntageren, som almindelig lån er.

Det kan blive meget dyrt, hvis man ikke betaler sine afdrag til tiden. Forbrugerrådet Tænk advarer om, at den nemme lånemulighed, der typisk optræder ved kassen i netbutikker, får folk til at købe ting, de i virkeligheden ikke har råd til.

Betalingsmåden er gennem de seneste år blevet så udbredt, at omkring 30 procent af forbrugerne i Danmark har gjort det i løbet af de seneste tre år.

Det viser en undersøgelse blandt 3.045 personer, som Forbrugerrådet Tænk og Trygfonden står bag.

Undersøgelsen viser samtidig, at det ofte drejer sig om unge og forbrugere, der i forvejen har betalingsproblemer.

Undersøgelsen gør indtryk på Simon Kollerup.

”Jeg vil gerne understrege, at hver enkelt borger har et meget stort ansvar for ikke at tage lån, som man ikke kan overskue.”

”Men det ændrer ikke på, at de her forretningsmodeller er indrettet på en måde, hvor de lokker unge og folk med betalingsproblemer i gæld,” siger han.

Viabill: Ser ikke stort problem

Viabill er en af de store spillere på markedet og kan bruges på en lang række netbutikker til alt fra mode til byggematerialer, børnetøj og take away.

”Mere end ni ud af ti betaler deres afdrag til tiden, så vi mener slet ikke, at der er et stort problem,” siger Jan Lytje-Hansen, Viabills adm. direktør.

”Det vil være ærgerligt, hvis man skal lave en lovgivning for at beskytte et lille mindretal, som gør livet surt for det store flertal,” siger han.

Omvendt erkender Jan Lytje-Hansen, at der kan være behov for at stramme op på nogle områder.

”I dag er det sådan, at gratis lån er undtaget fra at skulle lave kreditværdighedsvurderinger. Det synes vi, er rigtig uheldigt. Vi laver dem stort set altid, men vi er klar over, at det ikke er alle aktører, der gør det,” siger han.

Regeringens forslag om femårigt stop for store butiksområder dør hos Venstre

Minister om landets bymidter: ”Det er en brændende platform”

Regeringen lander ny planlov med de blå partier – men uden centralt ønske

Mere fra DetailWatch

"Google Analytics er kun toppen af isbjerget"

Vejen er lang før danske webshops kan sænke skuldrene, efter Datatilsynet har dømt brugen af Google Analytics ude - også selvom der ifølge amerikansk medie er et dekret på vej, der skal sikre en løsning, mener chef i bureauet Impact Extend.

Russisk firma er klar med Lego-erstatning

Den russiske virksomhed Inventive Retail Group, der stod for driften af Legos butikker i Rusland, før Lego trak sig ud, fortsætter med at sælge Lego-produkter i nyt navn.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

DetailWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs