Adidas ændrer tysk landsholdstrøje efter nazisymbolik

Tysk fodboldforbund ændrer designet på 4-tallet på den nye landsholdstrøje efter en uheldig nazireference.
Tysklands landsholdstrøje nummer 4 har været udsat for kritik på de sociale medier, fordi nummeret har givet associationer til nazismen. Her ses den tyske spiller Jonathan Tah spille i nummeret i en venskabskamp mod Frankrig. | Foto: Franck Fife/AFP/Ritzau Scanpix
Tysklands landsholdstrøje nummer 4 har været udsat for kritik på de sociale medier, fordi nummeret har givet associationer til nazismen. Her ses den tyske spiller Jonathan Tah spille i nummeret i en venskabskamp mod Frankrig. | Foto: Franck Fife/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Sportstøjfirmaet Adidas og Det Tyske Fodboldforbund (DFB) laver nu om på et uheldigt design af tallet 4 på landsholdstrøjen.

Desuden er muligheden for at bestille en trøje med nummeret 44 blokeret.

”Vi vil blokere nummer 44 så hurtigt som muligt,” siger Oliver Brüggen, der er talsmand for Adidas til den østrigske avis Kronen Zeitung.

Ændringerne skyldes, at der har været kritik af udformningen af 4-tallet, fordi det gav associationer til nazismen.

Det har været fremført, at nummeret 44 har en vis lighed med SS-logoet.

SS er en forkortelse for Schutzstaffel, som opstod som en paramilitær organisation knyttet til det tyske nazistparti.

Under Adolf Hitlers ledelse blev SS et magtfuldt elitekorps, der udviklede sig til nationens militær- og ordensvæsen.

Det Tyske Fodboldforbund (DFB) og Adidas forklarer, at det aldrig var intentionen, at der skulle kunne laves den slags associationer, og at designet var godkendt af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Alligevel ændrer DFB i samarbejde med Adidas nu på designet.

”Sammen med vores partner 11teamsports vil vi udvikle et alternativt design for nummer 4 og koordinere det med Uefa,” skriver DFB.

Efter en række reaktioner og heftig kritik på de sociale medier føler Adidas sig nødsaget til at tage afstand fra nazismen.

”Folk fra omkring 100 lande arbejder for Adidas.”

”Vores selskab står for at fremme mangfoldighed og inklusion, og som selskab kæmper vi aktivt mod fremmedhad, antisemitisme, vold og had i alle former,” siger Oliver Brüggen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også