Uro i Rødehavet får Tesla til at stoppe produktion i Tyskland

Fra mandag og to uger frem går produktion på Teslas megafabrik ved Berlin i stå. Der mangler komponenter.
Teslas "gigafabrik" Berlin-Brandenburg må indstille produktionen de næste par uger. | Foto: Christophe Gateau/AP/Ritzau Scanpix
Teslas "gigafabrik" Berlin-Brandenburg må indstille produktionen de næste par uger. | Foto: Christophe Gateau/AP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Tesla indstiller sin produktion på dets meget store bilfabrik uden for Berlin de næste to uger.

Det oplyser selskabet ifølge nyhedsbureauet dpa.

Der henvises til manglende leverancer som følge af den anspændte situation i Det Røde Hav.

Det er houthioprørere, der støttes af Iran, som står bag angrebene på de kommercielle skibe.

De siger, at det er gengæld for Israels angreb på Hamas i Gaza, og at de bliver ved, indtil Israel trækker sine styrker ud af det palæstinensiske område.

”På grund af manglende komponenter er vi tvunget til at suspendere bilproduktionen i vores gigafabrik Berlin-Brandenburg fra 29. januar til 11. februar,” lyder det fra selskabet, hvis hovedejer er Elon Musk.

Peter Thagesen, underdirektør for global handel og investeringer i Dansk Industri, forstår problemet.

”Sikkerhedssituationen i Det Røde Hav er alvorlig. Det tvinger rederierne til at omlægge deres ruter og sejle rundt om Afrika i stedet for at sejle via Suezkanalen og Det Røde Hav.”

”Det betyder dels højere transportomkostninger, da der skal bruges markant mere brændstof, dels betyder det længere transporttid, hvilket i sidste ende kan skabe flaskehalse på diverse komponenter, som vi importerer i Europa fra især Asien.”

”Det er nu det, der angiveligt sker for Tesla,” lyder det fra Thagesen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også