"Sandsynlighed for opjustering": Matas' aktie stiger efter svensk aviskommentar

”En ny nordisk kæmpe har set dagens lys i en hurtigtvoksende branche,” lyder det i en klumme i Dagens Industri. 
Gregers Wedell-Wedellsborg står i spidsen for Matas Group.. | Foto: Stine Bidstrup
Gregers Wedell-Wedellsborg står i spidsen for Matas Group.. | Foto: Stine Bidstrup
Marketwire/DetailWatch

Matas er blevet udnævnt til ugens aktie i en klumme hos det svenske medie Dagens Industri, der ser vækstmuligheder i den danske materialistkæde.

Det sender aktien i vejret med 4,3 pct. til 121 kr., skriver Bloomberg News.

”En ny nordisk kæmpe har set dagens lys i en hurtigtvoksende branche. Den markedsførende position, muligheder til fortsat vækst og en god sandsynlighed for en opjustering lokker til køb af aktien,” skriver Dagens Industri i en klumme.

Avisen ser en opadgående risiko for aktien på 30 pct.

Samtidig bemærkes det dog også ifølge Bloomberg News, at Matas er aktiv på et konkurrencepræget marked og samtidig har en ”relativt høj” gæld. Dertil kan der komme uforudsete negative konsekvenser af opkøbet af svenske Kicks, fremgår det.

Matas’ aktie er på et år steget fra 102 kr. til nu 121 kr.

Blandt hovedaktionærerne er Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen, der ejer 10 pct. gennem investeringsselskabet Heartland. 

”Win the Nordics”

Sidste år opkøbte Matas den svenske kosmetikkæde Kicks, der lagde 226 butikker i Sverige, Finland og Norge oveni kædens 260 danske butikker.

Opkøbet af Kicks og en underliggende vækst var med til at give Matas sit bedste år nogensinde målt på salg i 2023/2024.

Omsætningen i løbet af året endte på 6,7 mia. kr., lige knap 50 pct. mere end rekordomsætningen på knap 4,5 mia. kr. året før.

Mens Kicks-opkøbet var med til at hæve toplinjen, kostede det dog også på bundlinjen, der for hele regnskabsåret dykkede til 169 mio. kr. fra 280,7 mio. kr. året forinden.

I forbindelse med årsregnskabet præsenterede Matas en ny langsigtet vækststrategi med navnet ”Win the Nordics,” hvor selskabet inden for fire år, i 2027/28, vil nå en omsætning på over 10 mia. kr. 

”Vores udgangspunkt er stærkt, og vi ser plads til at udbygge vores førerposition på det nordiske marked,” sagde topchef Gregers Wedell-Wedellsborg i maj om strategien.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også