Matas henter ny marketingchef med fortid i Netto

I sin nye rolle skal hun være med til at videreudvikle kæden med omkring 260 danske butikker.
Den nye chef for brand- og marketingstrategien skal være med til at videreudvikle Matas-kæden. | Foto: Sofia Busk
Den nye chef for brand- og marketingstrategien skal være med til at videreudvikle Matas-kæden. | Foto: Sofia Busk

Den danske kosmetikkæde Matas styrker organisationen med en ny chef for brand- og marketingstrategien.

Det bliver Kathrine Bjørnholdt Werling, der i denne uge er rykket ind som ny kvinde hos Matas, der har hovedkontor i Allerød. Det meddeler hovedpersonen i et opslag på Linkedin.

Kathrine Bjørnholdt Werling kommer til Matas med omkring 20 års erfaring inden for marketing. I seks og et halvt år frem mod slutningen af 2023 var hun en del af Netto-kæden, hvoraf hun i de sidste fire år var marketingchef.

Hun har også tidligere i sin karriere været en del af Bestseller i to år.

Det seneste halve år har hun holdt pause efter bruddet med Netto og har bl.a. taget en uddannelse inden for ESG og bæredygtighed.

I Matas bliver hun en del af en koncern med omkring 260 butikker i Danmark samt omkring 230 Kicks-butikker i Sverige, Finland og Norge, som kæden overtog i sommeren 2023 i en handel værdisat til 1,3 mia. kr.

Matas kom ud af tredje kvartal af regnskabsåret 2023/24 med en rekordhøj omsætning på 2,5 mia. kr., hvilket var tæt på at være en fordobling i forhold til samme periode i 2022. Særligt opkøbet af Kicks-kæden var medvirkende hertil.

Dertil kom et overskud på 163 mio. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også