Bestseller-profil: ”Jeg havde aldrig troet, jeg skulle ind i så stor en virksomhed”

Melissa Bech har over ti års erfaring i modebranchen. De sidste seks år blev brugt på at opbygge to egne tøjbrands, men nu sætter hun sig på ny post hos Danmarks største modekoncern, Bestseller.
Melissa Bech står bag brands som Blanche og Enkel Studio. Blanche solgte hun sin andel af i 2021, og Enkel Studio trådte hun ud af i forbindelse med ansættelsen i Bestseller i år. | Foto: PR / Bestseller
Melissa Bech står bag brands som Blanche og Enkel Studio. Blanche solgte hun sin andel af i 2021, og Enkel Studio trådte hun ud af i forbindelse med ansættelsen i Bestseller i år. | Foto: PR / Bestseller

Man kan ikke se det på hende, men hun kan i virkeligheden blive nervøs for mange ting. 

For tiden er det særligt et spørgsmål, der kan give hende halvsvedige håndflader. Nogen kender det nok i forbindelse med et jobskifte: 

”Kan jeg gøre det her?”

Men det er bestemt ikke første gang, at modeprofilen Melissa Bech skal stå i spidsen for at banke et nyt brand op fra bunden. 

Over de seneste år har hun to gange opstartet egne brands - Blanche og Enkel Studio. Hun kender til de mange beslutninger, der skal træffes. De mange til- og fravalg.

Hun har nydt friheden til at følge sit personlige værdisæt, som hun holder op mod alt, hvad hun giver sig i kast med.

Hun har ladet sig blive fuldstændig opslugt af arbejdet med at forstå kunden og kommunikere brandets DNA til omverdenen.

Nu har hun takket ja til at gøre det hele endnu engang - men denne gang som en del af en ny subbrand-strategi hos et brand fra Danmarks største modekoncern.

Hun tiltrådte sin nye stilling som brandudviklingschef den 1. januar 2024, og opgaven lyder konkret på at opbygge det nye subbrand Rouge, der hører under Bestseller-brandet Vila, og skal lokke en mere købestærk målgruppe ind i koncernens kundekartotek. 

”Jeg havde aldrig troet, jeg skulle være del af så stor en virksomhed!” siger Melissa Bech selv om skiftet, da DetailWatch møder hende på Bestsellers adresse i den midtjyske by Stilling, hvor tøjmærket Vila hører til. 

Beslutningen føles imidlertid helt rigtig, fastslår hun. 

Men vejen til det endelige spring ind i den danske modemastodont har ikke været fri for svære overvejelser og opgør med egne forventninger, når man de seneste seks år har haft ”privilegiet af at være herre i eget hus”.

Den hårde opstart

Fra gulv-til-loft vinduerne kan man skue ud over både sø og stille villakvarter. Lige nu kan man også se flere gravkøer møve sig rundt på en mudret byggeplads. 

Bestseller-koncernen, der ejer kontorbygningen i det midtjyske, er nemlig ved at udvide og bygge mere albuerum til på adressen - faktisk skal kvadratmeterne i kontorbygningen fordobles.

På en måde illustrerer den store byggeplads uden for vinduet meget godt, hvordan det nye job i spidsen for Rouge adskiller sig markant fra 35-årige Melissa Bechs øvrige erfaringer med at opbygge og udvikle brands fra bunden.

Da hun i 2017 startede mærket Blanche op med medstifter Mette Fredin, foregik arbejdet med computeren under armen rundt på de københavnske caféer det første stykke tid, for virksomheden havde hverken ansatte eller kontor.

Uden at have prøvet det før, opstillede de en forretningsplan, med alt hvad der hører til af budgetter og tunge tal.

”Jeg kan huske, at jeg i starten tænkte: Det er jo bare et ønsketal, man skriver ned. Hvem ved, om vi overhovedet når de her tal?,” siger Melissa Bech.

Men snart havde Blanche fået en investor i ryggen og stak ud over stepperne med samarbejder med designere og aftaler i hus med store kunder som onlineplatformen Zalando og stormagasinet Illum.

Et ægte reality check

Der fulgte dog også dyre lærepenge med arbejdet i Blanche, som hun solgte sin andel af i 2021. 

En af de erfaringer Melissa Bech især husker tilbage på, var arbejdet med at skaffe en svanemærkning til brandet. Svanemærket er et nordisk miljømærke, der skal garantere forbrugeren, at produktet overholder en række miljøkrav.

Det skulle tage Blanche mere end to år og flere hundrede tusinde kroner at skaffe den ønskede svanemærkning. I sidste ende lykkedes det at få certificeringen som det andet tøjbrand overhovedet i Norden. 

”Endelig stod vi der på en messe og kunne vise det lillebitte mærkat frem på en t-shirt, der til gengæld kostede 100 kr. ekstra,” fortæller Melissa Bech, der dog skulle blive skuffet over kundernes modtagelse af den miljømærkede t-shirt. 

”Tror du så den solgte versus den normale t-shirt? Der fik jeg mig et ægte reality check.” 

Det svigtende afsæt i den svanemærkede t-shirt fik dog ikke Melissa Bech til at droppe tankerne om at stille krav til egne produktionsgange og miljøpåvirkning. 

Men det gav hende en ny forståelse af det ansvar, hun mener, man skal tage på slutbrugerens vegne. 

”Det rigtige valg er klart altid det dyreste og sværeste i vores branche. Og det skal vi turde tage, og jeg skal turde stå på mål for det,” siger Melissa Bech.

”Men vi skal også huske, at vi skal motivere og ikke belære slutforbrugeren. Det er min opgave at lave det tunge arbejde for slutforbrugeren, så de i sidste ende tager det rigtige valg,” siger Melissa Bech.

Da jobtilbuddet hos Vila i Bestseller-koncernen tikkede ind, måtte hun derfor også overveje nøje, om jobbet kunne leve op til de personlige værdier, hun bruger som kompas for de store beslutninger.

Den smukke speedbåd

”Jeg har altid haft det her personlige værdisæt, jeg lige skal tjekke af, inden jeg kan investere mig selv,” forklarer Melissa Bech. 

Hun har fået masser af tilbud gennem sin karriere, og har afslået omtrent lige så mange.

Men med tilbuddet hos Vila tændtes noget i hende. For selvom Melissa Bech kalder det et privilegie, at have været herre i eget hus, kan det også til tider koste dyrt på den personlige konto.

”Jeg har været igennem sådan en opstart to gange nu. Jeg ved, hvor meget blod, sved, tårer og ikke mindst penge, det koster,” siger hun. 

”Og jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til at bruge min energi på at lave noget i meget, meget større skala. Og meget mere globalt også.”

Havde det ikke været netop Rouge, ville Melissa Bech nok alligevel ikke have taget springet ind i Danmarks største modekoncern. 

Men med missionen om at fange premium-segmentet og kunne producere tøj i højere kvalitet med bedre materialer, blev Melissa Bechs vigtigste ’must’ opfyldt.

”Jeg ville ikke kunne være i det og give det al den opmærksomhed, det kræver, hvis der ikke var den fundamentale enighed om, hvilken retning vi gerne vil i,” understreger Melissa Bech.

Men har du gjort dig overvejelser om, om det kan blive en udfordring for dig at have Bestseller i ryggen, som mange måske associerer med noget andet end de værdier, du har talt om her?

”Ja, både og. Vila er på en spændende rejse selv og har lavet investeringer i en grønnere retning. Men det er jo et kæmpe skib, og det kan man ikke bare sådan lige vende - det tager tid. Der ser jeg til gengæld Rouge som sådan en smuk lille speedbåd, der kan suse afsted i forvejen,” siger Melissa Bech med et smil og påpeger, at hun specifikt er ansat i Vila-forretningen.

Ro i maven

For nu er Rouge et opstartsbrand, som Melissa Bech kender det så godt. 

Arbejdsdagene alene på de københavnske caféer er dog byttet ud med en togtur mod Jylland og et storrums kontor med et vrimmel af mennesker og tøjstativer med de seneste kollektioner - hvilket i virkeligheden passer kvinden, der selv peger på den menneskelige kontakt som sin største motivationsfaktor, rigtig godt.

Men der er også sket noget i hende selv, efter at være fyldt 35 år. Hun drømmer lidt anderledes. Om at bytte de praktiske opgaver ud med mere strategi, at have de muligheder, der følger med økonomiske muskler som Bestsellers - og udfordre sig selv på nye, globale markeder.

”Timingen var helt rigtig lige nu. Jeg er klar til et større setup. Jeg er klar til at bruge alt det, jeg har lært. Og jeg er også blevet bedre til at være ydmyg nok til at sige til, når jeg har brug for hjælp,” understreger Melissa Bech.

Og selvom nervøsiteten kan snige sig ind på Melissa Bech, og hun stadig en gang imellem må spørge om vej, når hun skal finde hen til et nyt møde, har hun en aftale med sig selv, der kan give hende ro i maven.

”Når jeg lægger hovedet på puden om aftenen, så tænker jeg, at så længe jeg kan forsvare, hvorfor vi gør tingene på en bestemt måde, og så længe jeg synes, det er fedt, så skal det hele nok gå,” siger Melissa Bech.

Subbrandet Rouge Vila har eksisteret siden 2022. Med Melissa Bech ved roret kommer brandet dog fremover blot til at hedde Rouge. 

Det nye Rouge forventes at komme i butikkerne i sommeren 2025.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også