Kapitalforvalter er igen over 10 pct. i kontrollerende andel af Pandora
Den amerikanske kapitalforvalter Blackrock er for første gang siden 2022 igen kommet over 10 pct. i kontrollerende ejerandel i den danske smykkekoncern Pandora.
Samlet kontrollerer Blackrock 10,05 pct. af aktiekapitalen og stemmerne i Pandora, fremgår det af en meddelelse fra Pandora tirsdag.
De 10,05 pct. er fordelt mellem kontrollen af aktier svarende til 8,41 pct. af aktiekapitalen samt rettigheder knyttet til finansielle instrumenter, hvilket udgør 1,63 pct. af Pandoras samlede kapital.
Pandora meddelte i seneste uge, at den sigter efter massiv vækst frem mod 2026, hvor både omsætning og driftsresultat skal være løftet markant fra de seneste års niveauer.
Pandora ser en organisk vækst på 7-9 pct. i perioden fra 2023-2026, og en EBIT-margin på 26-27 pct. i 2026
I 2026 venter Pandora dermed en omsætning på 34-36 mia. kr., som er 7-9 mia. kr. mere end forventningen på omkring 27 mia. kr. i 2023. Samtidig ses EBIT-resultatet for 2026 at lande på 8,8-9,7 mia. kr.
En del af strategien om fortsat vækst går ifølge Alexander Lacik på, at Pandora skal gå fra charms til et fuldtonet smykkebrand.
”Når man går ind i en Pandora-butik i dag, kan du allerede se, at vi har andre smykker end charms til armbånd, så vi vil nu øge kendskabet til, at vi er andet og mere,” fortalte han i fjor til Marketwire.