Pandora vil genopbygge sin forretning i Kina

Det kommer til at tage tid at bygge Pandoras forretning op i Kina igen, siger direktør. ”Vi tager den tid, vi behøver, for at det her skal blive en succes,” lyder det.
Alexander Lacik er adm. direktør i Pandora, som i andet kvartal af 2023 omsatte for 5,9 mia. kr. | Foto: Stine Bidstrup
Alexander Lacik er adm. direktør i Pandora, som i andet kvartal af 2023 omsatte for 5,9 mia. kr. | Foto: Stine Bidstrup
AF MARKETWIRE

Pandora havde en gang vækstrater i Kina, der nåede op til skyerne. Men så ramte corona, butikkerne blev lukket, og det meste salg forsvandt.

Nu er Kina så småt på vej tilbage til normalen – og Pandora forsøger at hægte sig på. Derfor er man nu gået i gang med en længe ventet relancering, der blev sat på pause på grund af netop coronapandemien. Første skridt er Shanghai og Beijing, og om næste skridt siger Pandoras topchef, Alexander Lacik:

”Vi er tre uger inde i den her relancering i Kina, så det er alt for tidligt at sige noget endnu. Der kommer til at gå et par måneder, inden vi kommer til at lave større ændringer her,” siger direktøren til MarketWire.

”Vi kommer måske til at lægge flere byer til inden afslutningen af fjerde kvartal – men nu forsøger vi at forstå vores relanceringsprogram - hvad fungerer og hvad fungerer ikke. Man kan jo planlægge sig ihjel, og det kan være, at der kommer ting frem, som vi ikke havde tænkt os,” siger han.

Alexander Lacik påpeger, at der er tale om en investering i fremtiden i Kina.

”Vi tager den tid, vi behøver, for at det her skal blive en succes. Det er ikke en kortsigtet investering. Det her er jo for de næste 5-10-15 år,” siger han.

Presset i USA

Også den amerikanske forretning har været presset, efter coronahjælpepakkerne blev udfaset. At væksten ikke er kommet op i gear forklarer Alexander Lacik med, at Pandora har haft travlt med at bygge den amerikanske forretning om.

”Ser vi på første halvår, så har vi bygget flere butikker og taget en del franchisebutikker tilbage. Og det fungerer godt her,” siger han og peger på, at e-handlen fungerer bedre og bedre, og det samme gør relanceringer.

”På den måde kan vi sige, at vi har lavet en masse arbejde i det skjulte. Vi har rystet organisationen med en ny salgsorganisation og med nye ledere på flere poster,” siger han.

I USA, der er klart det største marked for Pandora, endte omsætningen på 1834 mio. kr. mod 1841 mio. kr. i andet kvartal 2022. Omsætningsvæksten organisk var flad mod et fald på 12 pct. i perioden året før.

På det kinesiske marked blev der omsat for 156 mio. kr. i kvartalet mod 179 mio. kr. i april, maj og juni 2022. Omsætningsvæksten organisk var på negative 6 pct. mod et massivt fald grundet coronanedlukninger på 58 pct. i kvartalet året før.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også