Iværksætter: "Det er ikke rart at sætte en grænse på hvor meget man kan opnå"

20-årige Nam Dinh har sammen med sin bror stiftet webshoppen Sneakerzone. I dag har brødreparret fem ansatte, og målet i år er en omsætning på 20 mio. kr. 
Dan Dinh (tv.) og Nam Dinh stiftede webshoppen Sneakerzone hjemme i deres forældres stue i Odense. | Foto: Sneakerzone/pr
Dan Dinh (tv.) og Nam Dinh stiftede webshoppen Sneakerzone hjemme i deres forældres stue i Odense. | Foto: Sneakerzone/pr

En tocifret millionomsætning, fem ansatte og kontor i et af Odenses industrikvarterer. 

Inden for det seneste års tid har brødreparret Nam og Dan Dinh hakket de tre milepæle af, og nu drømmer de om at gøre deres forretning, webshoppen Sneakerzone, endnu større. 

”Det er svært at sætte tal på, hvor mange butikker vi gerne vil have, og præcis hvor store vi vil være. Det er ikke rart at sætte en grænse på, hvor meget man kan opnå – men på samme tid skal man selvfølgelig også være realistisk,” siger Nam Dinh til DetailWatch. 

Han stiftede Sneakerzone sammen med sin bror i begyndelsen af 2021. På webshoppen sælger de sneakers fra mærker som Nike og Adidas, men typisk kun sjældne sko, som der kun laves få eksemplarer af.

Da brødrene startede webshoppen, var de blot 18 og 21 år gamle, og de kørte webshoppen hjemme fra deres forældres stue. Hurtigt begyndte skokasserne at hobe sig op, og i dag arbejder de begge fuldtid i forretningen.

Da DetailWatch talte med Nam Dinh for et år siden, håbede han, at Sneakerzone ville ramme en omsætning på 8 mio. kr. i 2022. Den ambition indfriede webshoppen – endda med et ekstra plus på toplinjen. 

”Vi endte med en omsætning på lidt mere end 10 mio. kr. seneste år. For mig var det et ret sindssygt tal, for det var også sidste år, at jeg blev færdig på gymnasiet,” siger Nam Dinh. 

I 2022 endte Sneakerzone med en bruttofortjeneste på 105.966 kr. og et overskud på 74.868 kr.

Succes på Tiktok

I dag er målet, at omsætningen skal fordobles i 2023. Indtil videre er salget gået godt i løbet af året, fortæller Nam Dinh, og det skyldes ikke mindst Sneakerzones tilstedeværelse på Tiktok. 

”Tiktok har gjort hele forskellen for os. Man skal virkelig ikke undervurdere, hvor meget det kan gøre for en virksomhed,” siger han. 

Ifølge Nam Dinh er Sneakerzone i dag et af de største danske brands på Tiktok, og selskabet har i dag 162.000 følgere på det sociale medie. 

”Jeg ved ikke, hvor meget det har gjort for os rent omsætningsmæssigt, for det er meget svært at tracke. Men i forhold til brand awareness og at vi er top of mind, når folk skal købe nye sneakers, betyder det virkelig meget.” 

I dag bruger Nam Dinh størstedelen af sin tid på at lave indhold til Tiktok. Sammen med medarbejderen Emma er han Sneakerzones ansigt udadtil, og de to er nærmest blevet en form for influencere, lyder det. 

”Jeg bliver genkendt hver dag, når jeg går ud, og det er selvfølgelig ret vildt,” siger Nam Dinh.

”Jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal se tilbage på den her tid som en gave. For det er ikke sikkert, at vi kommer til at opleve det sted, hvor vi er i vores liv lige nu, nogensinde igen.” 

Selvom Tiktok har givet Sneakerzone en massiv medvind på cykelstien, er Nam Dinh også opmærksom på den debat, der har været omkring sikkerheden på det sociale medie. Sneakerzone sørger derfor for, at selskabets kunder og følgere er fordelt på flere sociale medier – blandt andet også Instagram og Youtube – så virksomheden ikke er så sårbar. 

”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at vores virksomhed lige nu ikke er afhængig af Tiktok. Hvis vores Tiktok-profil blev nedlagt i morgen, ville vi stå langt mindre stabilt, end vi gør i dag,” siger Nam Dinh og fortsætter: 

”Jeg er dog heller ikke i tvivl om, at med den erfaring, vi har, og med den kendskabsgrad, vi har nu, så vil vi sagtens kunne bygge det samme op på et andet medie.” 

Fysisk butik og udlandet

Lige nu står Nam og Dan Dinh overfor en række beslutninger, der skal afgøre, hvor Sneakerzone skal bevæge sig hen i det kommende år. 

I slutningen af seneste år rykkede brødreparret ud af forældrenes stue, og i dag har Sneakerzone kontor og lager i et industrikvarter i Odense. 

Brødrene har også hyret en håndfuld medarbejdere, der både arbejder fuldtid og deltid, og generelt står iværksætterne på et solidt fundament til at tage virksomheden til det næste niveau. 

Spørgsmålet er, om det er lig med en fysisk butik i gågaden i Odense eller at rykke webshoppen ud over landets grænser.

Nam Dinh drømmer om begge dele, og i øjeblikket har han og broren en dialog med banken om et lån, der kan gøre den første fysiske butik til en realitet. 

”Hvis vi får et lån, så er det jo egentlig bare at komme i gang hurtigst muligt,” siger Nam Dinh og fortsætter: 

”Men det, vi indtil videre har oplevet som iværksættere, er også, at selvom man lægger en plan for noget, så er det meget sjældent, at man står, hvor man regner med seks måneder eller et år senere.” 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også