Pandoras nye butikskoncept udvides til flere lande

Pandora har haft succes med det nye butikskoncept Evoke, og derfor skal det nu bredes ud.
Konceptet blev testet på det italienske og britiske marked. Og i dag er der 12 af butikstypen:
”Vi har forsøgt en gang tidligere at udvikle vores konceptbutikker – det var med Evolution. Det lykkedes ikke – men det er det med Evoke. Og vi åbner 35 flere i løbet af efteråret og endnu flere i 2023,” siger Alexander Lacik, der er adm. direktør for Pandora, til MarketWire.
”Hvor de traditionelle Pandora-butikker mere eller mindre er kvadratiske bygget op om en salgsø i midten med en Pandora-ansat, der viser dig smykkerne, så er Evoke en ny måde at udstille smykkerne, hvor vi inviterer kunder ind til en oplevelsesrejse,” siger topchefen.
Kunderne kan i de nye butikker selv gå rundt og se på varer, der blandt andet er sat op langs væggene i stedet.
Konceptet blev i første omgang testet i butikker i Milano i Italien og London i Storbritannien. Og meningen er, at indkøb i butikker bliver mere intuitivt.
De 12 butikker er åbnet på tværs fem markeder – USA, Kina, Storbritannien, Italien og Tyskland.