B&O justerer prognosen og forudser faldende omsætning

Bang & Olufsen nedjusterer forventningerne til det igangværende regnskabsår og forventer nu minusvækst.
Kristian Teär, der er adm. direktør i B&O, siger i en fondsbørsmeddelelse, at de makroøkonomiske forhold i både Europa og Kina ikke har udviklet sig, som B&O forventede. | Foto: Stine Bidstrup
Kristian Teär, der er adm. direktør i B&O, siger i en fondsbørsmeddelelse, at de makroøkonomiske forhold i både Europa og Kina ikke har udviklet sig, som B&O forventede. | Foto: Stine Bidstrup
AF RITZAU & DETAILWATCH

Salget er ikke gået som forventet for den danske teknologivirksomhed Bang & Olufsen.

Det viser foreløbige tal for tredje kvartal i det skæve regnskabsår 2023/24, som samtidig har fået selskabets ledelse til at nedjustere prognosen for årets omsætning.

Tidligere lød udmeldingen til investorerne, at man forventede en omsætningsvækst på mellem 0 og 9 procent målt i lokale valutaer.

Nu forventer selskabet i stedet, at omsætningen går tilbage med mellem fem og otte procent.

Adm. direktør Kristian Teär hæfter sig i en fondsbørsmeddelelse ved, at B&O forbedrer ”sin lønsomhed og robusthed,” mens man også gør fremskridt med den strategiske transition henimod omsætning med højere margin.

Han siger også, at de makroøkonomiske forhold i både Europa og Kina ikke har udviklet sig så gunstigt, som man forventede.

”Dette påvirker vores salg og er de primære årsager til, at vi justerer forventningerne til omsætningen for regnskabsåret,” siger han.

De foreløbige tal viser en omsætning på 1,933 milliarder kroner for regnskabsårets første ni måneder. Det svarer til en tilbagegang på fem procent.

Bruttoresultatet er dog forbedret med 140 millioner kroner til lidt over en milliard kroner.

Også driftsresultatet før særlige poster er forbedret - fra et trecifret millionunderskud til et plus på 48 millioner kroner.

De frie pengestrømme landede på 5 mio. kr. i tredje kvartal. B&O forventer for hele året frie pengestrømme mellem -50 og + 10 mio. kr. mod tidligere -50 til + 100 mio. kr. 

Bang & Olufsens forventninger baserer sig ligesom tidligere blandt andet på, at der vil ske lancering af to ”produktinnovationer” i regnskabsårets fjerde kvartal, som slutter 31. maj i år.

B&O offentliggør endeligt kvartalsregnskab den 10. april.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også