Apple Watch vender tilbage til hylderne i USA efter patenttvist

Et amerikansk importforbud mod Apple Watch sættes på pause, og Apple kan igen sælge det populære ur i USA.
Foto: Michael M. Santiago/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Michael M. Santiago/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Techgiganten Apple kan igen stille dens populære ur, Apple Watch, frem på hylderne i de amerikanske Apple Stores, efter at en føderal appeldomstol onsdag har sat et salgs- og importforbud af uret på pause.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Fra Apple lyder det i en pressemeddelelse, at man er ”glad for at kunne bringe den komplette produktlinje med Apple Watch tilbage til kunderne i det nye år”.

”Apple Watch 9 og Apple Watch Ultra 2, begge med funktionen, der måler blodets iltniveau, bliver tilgængelige igen i USA fra Apple Store i dag (onsdag, red.) og apple.com i morgen (torsdag, red.) inden middagstid,” skriver techgiganten i en pressemeddelelse.

Der har siden midten af december været forbud mod at importere og sælge uret i USA, efter at USA’s Internationale Handelskommission (ITC) afgjorde, at Apple med uret havde krænket selskabet Masimos patent på teknologi, der kan måle blodets iltniveau.

Afgørelsen lå derefter ved USA’s præsident, Joe Biden, som havde mulighed for at nedlægge veto mod den. Det afviste han tirsdag, efter at Apple allerede havde taget uret af hylderne den 24. december.

Masimo har sagsøgt Apple for at lokke ansatte væk fra firmaet for at stjæle dets teknologi og indarbejde det i Apple Watch.

Apple har lanceret sit eget søgsmål, hvor det kalder Masimos søgsmål for en ”manøvre”, der skal rydde vejen for, at selskabet kan lancere sit eget konkurrerende ur.

Techgiganten har oplyst til den føderale domstol, at USA’s Told- og Grænsestyrelse (CBP) er ved at overveje, om et nyt design til Apple Watch kan gøre, at man kan importere uret uden at krænke Masimos patent.

CBP har sagt, at man vil komme med en endelig beslutning i det spørgsmål den 12. januar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også