Ny e-commerce-uddannelse melder om stor interesse fra ansøgere

Dansk Industri glæder sig over den store interesse for professionsbacheloren, hvor der er plads til 80 studerende årligt.
Den nye professionsbacheloruddannelse i e-commerce og digital marketing har plads til 80 studerende. | Foto: EAAA/Pr
Den nye professionsbacheloruddannelse i e-commerce og digital marketing har plads til 80 studerende. | Foto: EAAA/Pr

Der er stor interesse for den nye professionsbachelor i e-commerce og digital marketing.

Det er i hvert fald udlægningen fra uddannelsesstedet Erhvervsakademi Aarhus, der fra august huser det første hold på uddannelsen med plads til 80 studerende årligt.

333 unge har søgt ind på uddannelsen, der har til formål at uddanne specialister inden for onlinehandel. Den store interesse glæder Mie Bilberg, chefkonsulent i e-commerce i Dansk Industri.

”Manglen på e-commerce-talent er en stor væksthæmmer. Derfor er vi rigtig glade for, at så mange unge har søgt ind på uddannelsen,” siger hun i en meddelelse.

Ifølge Dansk Industri står hver femte danske virksomhed med ledige stillinger inden for e-commerce, mens det en tredjedel af de større handelsvirksomheder er udfordret på at finde kvalificeret arbejdskraft. Det er især specialister, der efterspørges.

Professionsbacheloren er en tre og et halvt årig uddannelse med obligatorisk praktik undervejs og er den første af sin slags.

Forventningen fra Erhvervsakademi Aarhus er, at man har strikket et uddannelsesforløb sammen, der gør at dimittenderne hurtigt kan gå fra studie til job og gøre en forskel i onlinebranchen.

Blandt de kvaliteter, som der stræbes efter at give de studerende, er bl.a. at bygge e-handelsplatforme, sælge varer via digital markedsføring, forstå det tekniske setup og bruge data til at professionalisere kunderejsen og de digitale handelsløsninger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også