E-handelsplatform vil udfordre Amazon med milliardopkøb

Med et opkøb på lidt under 15 mia. kr. vil den canadiske e-handelsplatform Shopify med egne ord ”demokratisere adgangen til end-to-end-logistik for uafhængige brands”. Shopify har indgået en aftale med Deliverr, der udbyder teknologi til opfyldelse af ordrer, skriver det svenske medie Ehandel.
Shopify hjælper allerede forhandlere på nettet med deres logistik, men vil med købet af Deliverr accelerere satsningen.
Deliverr blev grundlagt i 2017 og tilbyder forhandlere en tredjeparts-logistikløsning, der skal give kunderne et alternativ til Amazons. Virksomheden leverer i dag mere end en million ordrer om måneden for virksomheder i hele USA.
”Vores teknologi og ekspertise inden for lagerstyring, lagerplacering og efterspørgselskæder passer perfekt sammen med Shopifys køreplan, så vi nu kan opbygge en end-to-end logistikplatform sammen,” siger Harish Abbott, medstifter og adm. direktør for Deliverr i en meddelelse.
For nylig har Amazon frigivet sin logistiktjeneste for eksterne forhandlere, hvilket gør det muligt for virksomheder at tilbyde logistik for eksempel via Amazon Prime uden at sælge deres produkter igennem Amazons webshop, skriver Ehandel.