Salling Groups butiksekspansion stod stille i 2023

I et år hvor flere af konkurrenterne havde fart på butiksåbningerne, var det status quo for Salling Group. I 2024 er billedet anderledes. 
Salling Group havde i 2023 1726 butikker, heraf 531 Netto-butikker. | Foto: Thomas Borberg
Salling Group havde i 2023 1726 butikker, heraf 531 Netto-butikker. | Foto: Thomas Borberg

Der var fuld fart på åbningsfesterne i dagligvarebranchen sidste år, hvor Rema 1000 tog hul på ekspansionen efter købet af Aldis butikker, og også Dagrofa plantede yderligere 13 flag i landskabet, og Lidl fortsatte med sin udvidelse af butiksnettet.

Hos Coop faldt antallet af butikker sidste år, hvor koncernen lukkede størstedelen af Irma-kæden, men samtidig blev kæden 365discount udvidet med 43 nye butikker.

Hos markedslederen Salling Group, der driver Netto, Bilka og Føtex, BR, Carls Jr. og Starbucks, var billedet et lidt andet.

Koncernen havde i 2023 1726 butikker, hvilket er to mere end året før, og det skyldes to nye caféer i Starbucks-kæden, som Salling Group nu driver 16 steder i landet. Selskabet præsenterede mandag årsregnskabet for 2023, hvor toplinjen steg knap 7 pct. og rundede 70 mia. kr., men altså uden nye salgssteder.

”Vi har ikke tilført nye butikker i 2023, så omsætningsvæksten er drevet af meromsætning i eksisterende butikker,” siger Anders Hagh, der er adm. direktør for Salling Group.

Netto driver vækst

Han medgiver, at inflationen i 2023, som dog faldt i forhold til 2022 til 3,3 pct. spiller ind på omsætningsvæksten, men det er langt fra hele forklaringen.

”Der har selvfølgelig været en inflation på varerne, så den enkelte vare er steget i pris, men omvendt har kunderne lagt vanerne en del om, så de køber flere varer på tilbud, køber mere private label og så handler de endnu mere i discount, hvor priserne er lidt lavere. Kurven er også blevet lidt mindre, så hvor meget inflationen tæller, er svært at svare på,” siger Anders Hagh.

Antallet af dagligvarebutikker i Danmark fremhæves ofte som en faktor, der er med til at gøre det til et hårdt marked at tjene penge i – at der er flere butikker, end markedet egentlig kan rumme. Derfor ser Anders Hagh også årets regnskab, hvor bundlinje og indtjening blev løftet, som en pejling af konkurrencekraften i koncernen som på discountmarkedet står over for øget konkurrence fra Rema 1000, der udvider massivt i år.

”Vi har set omsætningsvækst hos alle tre kæder, men Netto har haft den største, fordi kunderne har søgt mod discount,” siger han.

Farvel til Basalt

Selvom det samlede antal butikker stort set stod stille var der dog flere forskydninger i fordelingen af butikker i Salling Groups forskellige kæder. Det skyldes ikke mindst lukningen af forsøget med ultradiscountkæden Basalt, som blev testet af i Netto-rammer.

Selskabet sløjfede de ti Basalt butikker i maj 2023, men mange blev konverteret tilbage til Netto-butikker, der føjede føjede 11 nye butikker til. Samtidig forsvandt en enkelt Føtex.

Selvom Salling Group ikke fik hjælp fra nye butikker til at løft omsætningen sidste år, så er billedet anderledes i år. Netto-kæden, der er landets største med 531 butikker, har udsigt til mellem 20 og 30 nye butikker som koncernen har overtaget i forbindelse med Aldis afgang fra Danmark.

”Vi kommer til at have et af de største nyåbningsprogrammer i Netto i mange år i Danmark i år. Vi kommer til at kæmpe hårdt for markedsandele også fremadrettet, og indtil videre går det den rigtige vej,” sagde Anders Hagh tidligere i denne uge til DetailWatch.

Koncernen venter en vækst svag vækst bl.a. på grund af øget omkostningspres i kraft af nye kollektive overenskomster, lyder det i regnskabet.

Omsætningen ventes at ligge mellem 70 og 73 mia. kr. og resultatet før skat i niveauet 2,1 - 2,4 mia. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også