Pernille Skipper vil gøre Coops værdier mere synlige

Coop vil få en anden type formand, hvis landsrådet følger indstillingen og vælger Pernille Skipper.
Pernille Skipper arbejder lige nu som politisk kommentator på TV 2, men ved endnu ikke, om hun fortsat kan passe det job, hvis hun bliver Coops formand. | Foto: Andreas Merrald
Pernille Skipper arbejder lige nu som politisk kommentator på TV 2, men ved endnu ikke, om hun fortsat kan passe det job, hvis hun bliver Coops formand. | Foto: Andreas Merrald
AF RITZAU

Der er lagt op til et stilskift hos Coop, hvis foreningens landsråd 20. april følger indstillingsudvalgets opfordring og vælger Pernille Skipper som formand for Coop Amba, som foreningen bag dagligvarekoncernen hedder.

I hvert fald lægger den tidligere folketingspolitiker selv op til en mere udadvendt rolle, hvis hun bliver valgt.

”Jeg vil gerne bidrage med en større synlighed omkring Coop som forening og de særlige værdier, der ligger bag,” siger hun.

”Jeg tror på, at der er et behov for medlemsejet detailhandel, som kan sætte hensynet til bæredygtighed, sundhed og forbrugerne forrest,” siger Pernille Skipper.

Hun er klar over, at hun i givet fald træder ind i en organisation, der er udfordret af et stort underskud i 2022, og som derfor har sat en ny strategi i søen, der skal vende de røde tal til sorte.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at Coop har været i krise, og at man nu er i gang med en kæmpe forandringsproces, hvor man skiller forretning og forening mere ad.”

”Jeg håber at kunne være med til at styrke foreningen og sætte fokus på de værdier, der ligger bag Coop, og på, hvorfor det er et helt særligt valg, man træffer, når man handler i Coops forretninger,” siger hun.

Pernille Skipper arbejder lige nu som politisk kommentator på TV 2, men ved endnu ikke, om hun fortsat kan passe det job, hvis hun bliver Coops formand.

”Jeg er først og fremmest sindssygt glad for at være indstillet, og så må vi tage opgaverne ovenfra og ned, hvis jeg bliver valgt.”

”Som udgangspunkt håber jeg at kunne kombinere de to ting, men det må vi se på, hvis vi når dertil,” siger hun.

Jobbet som bestyrelsesformand i Coop Amba udløser et årligt vederlag på 1.251.915 kroner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også