Kampen om Aldi-kunderne spidser til: "Kæderne er godt hjulpet af, at forbrugerne kender dem i forvejen"

Rema 1000 bliver en hårdere lokal konkurrent for andre kæder, end Aldi var, mener branchekender. Analysehus peger på især en kæde, der kan trække det lange strå i kampen om hjemløse Aldi-kunder.
Aldi forventer at have forladt det danske marked ved udgangen af november. Der bliver kamp om kunderne, der i 2022 stod for 4,4 pct. af dagligvarehandlen. | Foto: Hella Andersen/Ritzau Scanpix.
Aldi forventer at have forladt det danske marked ved udgangen af november. Der bliver kamp om kunderne, der i 2022 stod for 4,4 pct. af dagligvarehandlen. | Foto: Hella Andersen/Ritzau Scanpix.

Kabalen er så godt som lagt til Aldis danske farvel, der har været undervejs siden december 2022. 

For nyligt har Lidl blandt andet overtaget ti forhenværende Aldi-butikker, mens Dagrofa har hjulpet Rema 1000 af med syv butikker, ligesom Coop og Salling Group også har været fremme med tegnebogen.

Men en ting er butikkerne – noget andet er de kunder, der tidligere har handlet i Aldis butikker, men nu står over for et skift. Spørgsmål er, om de automatisk følger med.

Ifølge Peter Palmqvist, der er senior research konsulent i konsulent- og analysehuset GfK, er det afgørende for kæderne, at de formår at udfylde en række behov hos Aldi-kunderne for at kunne byde dem velkommen i dagligvarebutikkerne.

”Udover at Aldi-kunderne fremhæver parkering, nærhed og faste lave priser som de vigtigste behov, skal kæderne lægge yderligere vægt på deres eget tilbud på markedet, så de kan sikre, at kunderne kommer tilbage igen og igen. Derudover skal de være klar over, hvilke kategorier kunderne især købte i Aldi og hvorfor.”

Som følge af Aldis afsked med Danmark har flere dagligvarekæder fuld fart på planerne om at udvide butiksnettet. 

Der var inden Aldi-overtagelsen 363 Rema 1000-butikker, men med Aldi-opkøbet vil Rema 1000 opruste med 60-80 butikker og puste yderligere til konkurrencen på markedet. Derudover er kapløbet om at sænke priserne accelereret den seneste tid med de to største spillere, Coop og Salling Group, som frontløbere. 

Ifølge Peter Palmqvist står Lidl også i en gunstig situation i kampen om Aldi-kunderne. Ifølge GFK’s tal er der en naturlig præference for Lidl blandt Aldi-kunderne, der i 2022 stod for 4,4 pct. af dagligvarehandlen – en præference, der er højere end for andre kæder. 

Det vil sige, at hidtil når Aldi-kunder ikke brugte deres penge i Aldi – fik Lidl den relativt højeste andel baseret på deres markedsposition.

”Det virker som om, at en plus en giver tre for Lidls vedkommende. Det er et logisk skridt at inkludere disse Aldi-butikker, for på den måde øger Lidl sin tilgængelighed yderligere,” siger Peter Palmqvist.

Fællestræk

Mens Rema 1000 med åbningen af mellem 60-80 tidligere Aldi-butikker ligner den klare vinder i kampen om at vinde Aldi-kundernes gunst, kan Lidl altså ende som vinder, ikke i absolutte tal, men relativt set, vurderer GFK.

GFK’s årlige undersøgelse viser, at Lidl generelt har flere kriterier, som de klarer sig godt på end Aldi. Selvom der er store forskelle på, hvordan de to tyske kæder har drevet deres forretninger på i Danmark, kan Peter Palmqvist udpege nogle klare fællestræk. 

”Der er praktiske ting som god parkering, nærhed og faste lave priser,” siger Peter Palmqvist. 

Med tilføjelsen af de ti tidligere Aldi-butikker når Lidl op på 154 butikker på tværs af Danmark, efter kæden i februar købte fire butikker og fem projekter fra Aldi. Det svarer til en forøgelse af butiksnettet på over 10 pct. på relativt kort tid og i flere byer. 

”Det er faktisk en stor stigning og et effektivt skridt i deres ambition om at nå 200 butikker,” siger Peter Palmqvist. 

Lidl har selv fremhævet, at det samtidig er butikker i flere byer, hvor kæden hidtil ikke har været til stede og dermed kan lukrere på nyhedens interesse. For andre mere udbredte kæder har overtagelsen af Aldi-butikker været motiveret af muligheden for at flytte til en bedre placering. 

Velkendte koncepter

Trods udvidelserne er der for Lidl og Dagrofas vedkommende fortsat ”mørke” huller på landkortet, hvor de ikke er en del af gadebilledet, især hvis man sammenligner med de større spillere, Rema 1000 og Netto. 

Men kapløbet om placeringerne eller antallet af butikker er ikke det eneste, der tæller, når det gælder indkøb. 

Det fremhæver Flemming Birch, der er partner i konsulenthuset Birch & Birch, som er specialiseret i dagligvarebranchen, og som også nævner branding, liking og beliggenhed som vigtige kriterier blandt kunderne.

Det er derfor en stor fordel for aktørerne, herunder Rema 1000 og Lidl, at Aldi-kunderne har et solidt kendskab til kæderne.

Lidl vil gøre alle danske butikker tobaksfri ved udgangen af 2028, og når genåbner de tidligere Aldi-butikker, vil de også blive uden tobak på hylderne. | Foto: Linda Johansen
Lidl vil gøre alle danske butikker tobaksfri ved udgangen af 2028, og når genåbner de tidligere Aldi-butikker, vil de også blive uden tobak på hylderne. | Foto: Linda Johansen

”Kæderne er allesammen godt hjulpet af, at forbrugerne kender dem i forvejen. De ved, hvad Rema 1000 står for, og Lidl er yderligere hjulpet ved, at Aldi-kunderne søger mod Lidl alligevel. Så det er ikke en stor rebranding, man står overfor. Det er velkendte koncepter, der bare udvider,” siger Flemming Birch. 

Aldi-opkøbet gør en betydelig forskel for Rema 1000’s vedkommende, og dermed vil det også gøre en forskel for de andre kæder, da det ifølge Flemming Birch var ”sjovere” for konkurrenterne at ligge ved siden af en Aldi-butik. 

”Jeg tror, at Rema 1000 kommer til at stjæle større markedsandele fra konkurrenterne, end Aldi gjorde. Så der kommer en betydelig ændring. Det kommer til at øge konkurrencen betydeligt,” siger han.

Ikke hverdag

Det er i det hele taget ikke hverdag for kæderne, at de kan plukke nye dagligvarebutikker – og i dette tilfælde har Lidl og andre sprunget flere komplicerende led over ved at snuppe etablerede butikker, vurderer Flemming Birch.

”Når man går ud og siger sådan et flot tal (ambitionen om 200 butikker, red.), så står der ikke i 60 lokalplaner, at der må ligge en Lidl. Så det er effektiv måde, Lidl har realiseret det på, for ellers kunne det have taget rigtig lang tid,” siger Flemming Birch.

Med Dagrofas køb af syv butikker, herunder fem tidligere Aldi-butikker og to Rema 1000-butikker, vil koncernen føje nye Meny- eller Spar-butikker til landkortet. Dagrofa er i øjeblikket den tredjestørste spiller i gadebilledet med i alt 522 butikker – før opkøbet – fordelt på 114 Meny-butikker, 134 Spar-butikker, 156 Min Købmand-butikker og 118 Let-Køb-butikker.

Peter Palmqvist pointerer, at Dagrofa – som den eneste af de store dagligvarekoncerner – ikke har en eksplicit discountkæde. Men han mener ikke, at det nødvendigvis betyder, at de får sværere ved at bejle til Aldi-kunderne. 

”De har fortalt, at de vil kigge på begge muligheder – Spar og Meny – og det vil selvfølgelig være afgørende at vælge den rigtige kæde til den enkelte placering. Konkurrencen på FMCG-markedet (Fast Moving Consumer Goods, red.) er lokalt, så det vil være en anden kerneopgave at have styr på det lokale konkurrencemiljø,” siger han.

Han tilføjer, at en Rema 1000-kunde ifølge GFK-data køber relativt mere i Meny end i Spar, baseret på de markedspositioner kæderne har på markedet. 

Det er planen, at Aldi skal være helt fjernet fra det danske marked ved udgangen af november. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også