Coop og Salling Group i fælles opråb: Krav til grøn emballage skal på plads

Politikerne bør få styr på rammerne for de nye regler om emballage, lyder det fra dagligvarehandlen, der hilser ny ordning velkommen, men også er frustrerede over manglende krav.
Kræn Østergaard er adm. direktør i Coop Danmark. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Kræn Østergaard er adm. direktør i Coop Danmark. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Det er ikke hver dag, at Coop, Salling Group, De Samvirkende Købmænd (DSK) og Dansk Erhverv hånd i hånd går i medierne med et fælles budskab. 

Men mandag har parterne i fællesskab skrevet et debatindlæg i Finans, som handler om det producentansvar for emballage, som Danmark skal indføre 1. januar 2025. 

Grundlæggende betyder de nye regler, at virksomheder bliver økonomisk ansvarlige for håndtering af deres emballage, når det bliver til affald, og hvis emballagen er svær at genanvende, bliver regningen dyrere.

Coop, Salling Group, DSK og Dansk Erhverv bakker op om de nye regler, men parterne er samtidig frustrerede, da det endnu er uklart, hvordan kravene til den nye ordning bliver. 

”Lige nu ser det faktisk ud til, at de konkrete miljøkrav, virksomhederne kan indrette sig efter, først ligger klar i anden halvdel af 2024,” skriver Kræn Østergaard, adm. direktør i Coop, Henrik Vinther Olesen, kommunikationsdirektør i Salling Group, Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, og Jannick Nytoft. adm. direktør i DSK, i debatindlægget.

De fire spillere peger på, at det tager tid at designe ny emballage, og så derfor bør politikerne prioritere at få rammerne omkring det nye producentansvar på plads. 

”Danske virksomheder vil den grønne omstilling, og lige nu er der masser af grøn regulering på vej fra EU – heldigvis. Det skal vi gribe og gøre til vækstmuligheder for dansk erhvervsliv. Men det kræver, at vi kan være tidligt ude af starthullerne, når startskuddet går. Og at virksomhederne på forhånd ved, om de skal træne op til 400 meter hæk, 10 kilometer kapgang eller et maraton,” skriver parterne. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også