15.000 jobs i den britiske detailbranche er forsvundet siden januar

Siden starten af 2023 har særligt store kæder som Asda og Tesco mistet ansatte, viser rapport ifølge The Guardian.
Det er særligt kæder som Tesco og Asda, der har stået for de mange detailfyringer i starten af 2023. | Foto: Paul Childs
Det er særligt kæder som Tesco og Asda, der har stået for de mange detailfyringer i starten af 2023. | Foto: Paul Childs

Den britiske detailhandel har fået en ”brutal start på året”, lyder det fra Centre for Retail Research, hvis seneste rapport viser, at knap 15.000 ansatte i handlen har mistet jobbet siden januar. Det skriver The Guardian.

De fleste jobtab er med 11.689 sket i store detailkæder som Asda og Tesco, der begge er i gang med at skære i deres omkostninger, imens knap 3200 jobs er forsvundet på grund af konkurser og virksomheder, der er under insolvensbehandling.

Situationen ser ikke ud til at forbedre sig i 2023, lyder vurderingen fra centrets direktør Joshua Bamfield.

Antallet af jobs i den britiske detailbranche er faldet i flere år, og i andet kvartal af 2022 var der med omkring 3 millioner ansatte 63.000 færre, der arbejdede i branchen end året forinden.

I sidste uge meldte den tyskejede discountkæde Aldi dog ud, at man står over for at hyre 6000 nye medarbejdere på det britiske marked som led i planerne om at åbne 40 nye butikker.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også