Salling Group nedlægger 500 stillinger i lukning af onlinesatsning

Lukningen af Føtex’ nethandel med dagligvarer betyder, at 500 stillinger nedlægges i centrallager i Ishøj. Det er usikkert, hvor mange der kan omplaceres.
Føtex Hjemmelevering er snart fortid, da Salling Group har besluttet at lukke satsningen. | Foto: Stine Bidstrup
Føtex Hjemmelevering er snart fortid, da Salling Group har besluttet at lukke satsningen. | Foto: Stine Bidstrup

Opdateret kl. 14.45 med kommentar fra Salling Group.

Salling Groups retræte på online handel med dagligvarer koster cirka 500 job i koncernens lager og distributionscenter i Ishøj, der har været knudepunktet for den storstilede satsning på at lave et online supermarked, Føtex Hjemmelevering.

”Formelt opsiger vi 250 fuldtidsstillinger i Ishøj og et tilsvarende antal deltidsstillinger som fx studie- og fritidsjob, men vi er, helt planmæssigt, i fuld gang med at jobmatche de berørte medarbejdere med stillinger andre steder i koncernen,” siger Louise Gade, HR-direktør i Salling Group, i en meddelelse. 

Ifølge jobcentret i Ishøj Kommune dækker de 500 stillinger over funktioner som servicebude, chauffører, lagermedarbejdere og administrative medarbejdere.

Salling Group meldte onsdag ud, at koncernen ændrer strategi og nedlægger Føtex Hjemmelevering, hvor kunderne har kunnet bestille og få leveret dagligvarer på nettet.

Konceptet blev lanceret i 2021 og skulle være Salling Groups spydspids og isbryder på online dagligvaremarkedet. Men investeringen er blevet for stor, og udsigterne til at få en lønsom forretning ud af foretagendet for tvivlsomme, efter supermarkederne er kommet under hårdt pres det seneste år, hvor inflationen har fået forbrugerne til at søge mod discount og tilbud.

Derfor har Salling Group i stedet ændret og konsolideret sit online tilbud, så det nu er Bilka, der vil tilbyde hjemmelevering af varer i forlængelse af Bilkas ”klik og hent”-koncept Bilka Togo.

”Da Salling Group gik i luften med hjemmelevering, var det med levering fra én lokation, nemlig Føtex Hjemmeleverings lager i Ishøj. Efter vækst under coronapandemien er markedet for hjemmelevering faldet tilbage, og for at kunne realisere ønsket om at nå rundt i Danmark, må vi tilrette den model, vi bruger,” sagde Per Bank, adm. direktør i Salling Group, onsdag om omlægningen.

Vil finde andre job

Salling Group fortæller, at koncernen vil forsøge at omplacere nogle af de ansatte, der nu mister deres job i Ishøj. Hvor mange der kan blive tale om, er der ikke sat tal på ifølge Jørgen Dan Pedersen, der er erhvervs- og beskæftigelseschef i Ishøj Kommune. 

Han ser dog generelt gode muligheder for omplaceringer i koncernen, lyder det.

”Dels er der mulighed for omplaceringer internt med overgangen til Bilka Togo Hjemmelevering, og så laver vi derudover nogle ”dating-events” med lokale virksomheder, der har tilsvarende funktioner. Dem har vi en del af i kommunen, og mange har haft rekrutteringsproblemer,” siger han og uddyber, at jobcenteret er til stede på Ishøj Lageret for at hjælpe de berørte medarbejdere fra på mandag med hjælp til jobsøgning, uddannelse, m.v.

Ifølge det centrale virksomhedsregister, CVR, var der i oktober i alt 601 ansatte, svarende til 357 årsværk, i Ishøj Lageret, der også servicerer Bilka i området. Hovedparten af stillingerne forsvinder altså med lukningen af Føtex Hjemmelevering, men ifølge kommunikationschef i Salling Group, Henrik Vinther Olesen, er det målet at finde andre job til så mange som muligt. 

”F.eks. er der alene i Bilka Ishøj, som ligger tæt ved lageret og er blot ét af i alt 19 varehuse, 25 ledige stillinger. Samtidig samarbejder vi tæt med Ishøj Kommunes jobcenter, og vi etablerer desuden en lokal jobbank,” forklarede han onsdag til DetailWatch.

HR-direktør Louise Gade understreger også, at Salling Group i gennemsnit gennemfører 340 ansættelser om ugen i den danske del af koncernen, og at der derfor er gode muligheder for de berørte medarbejdere. 

”Jeg forventer derfor, at vi kan matche langt størstedelen af medarbejderne i Ishøj med stillinger andre steder i koncernen. Der vil altså reelt være tale om omplaceringer for langt de fleste medarbejderens vedkommende,” siger hun.

Ledelsesrokade i Føtex og Bilka

Trods ændringen i Salling Groups digitale strategi forventer topchef Per Bank ikke, at onlineforretningen nogensinde bliver ”en super god forretning,” men at den overordnet kan hjælpe koncernens brand. 

“Hvis leveringen kan laves tilstrækkeligt smart, kan vi måske tjene en lille smule på det – det er vores ambition. Men jeg tror ikke, det bliver en guldgrube,” sagde Per Bank onsdag til Børsen.

I forbindelse med omlægningen har Salling Groups hidtidige e-commerce chef, Thor Skov Jørgensen, forladt jobbet. Også kædedirektør for Føtex, Anja Madsen, er efter årsskiftet fratrådt og erstattet af Morten Møberg Hansen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også