Energikrise får Coop til at lukke 12 Dagli'Brugser

Udgifter til energi og tab af kunder fører til, at 12 Coop-butikker lukker. 314 ansatte bliver opsagt.
Foto: Bo Amstrup
Foto: Bo Amstrup
AF RITZAU

Høje energipriser og ændrede indkøbsvaner hos kunderne får fødevarekoncernen Coop Danmark til at lukke 12 Dagli’Brugser.

Det skriver koncernen i en pressemeddelelse fredag.

I alt 314 medarbejdere bliver sagt op.

Umiddelbart har Coop ikke noget alternativ klar til de opsagte medarbejdere, men oplyser, at den vil forsøge at skaffe dem arbejde andre steder i koncernen.

Butikkerne har i flere år haft det svært med svingende omsætning og underskud, oplyser Coop.

De pågældende lukker dørene for sidste gang fredag 24. februar 2023.

Butikkerne havde ikke de store udsigter til at kunne vende skuden, skriver Coop i pressemeddelelsen.

I 2022 kommer de 12 butikker ud med et samlet underskud på knap 15 millioner kroner.

”Den aktuelle krise med stærkt stigende omkostninger til el, og kunder der flytter deres indkøb over i discountbutikker, har gjort, at det er nødvendigt at træffe denne beslutning,” udtaler Torben Blom Andersen, kædedirektør for Dagli’Brugsen, i pressemeddelelsen.

Derudover krævede butikkerne omfattende investeringer i nyt inventar som for eksempel køle- og frostanlæg. Det kunne ifølge Coop ikke betale sig.

De 12 butikker ligger i Vorrevangen i Aarhus N, Jordrup, Lime, Nørhalne, Frølunde, Gandrup, Tarp, Engesvang, Kalvehave, Veflinge, Borris og Vester Åby.

To bevægelser i Coop

Stigende inflation har fået et stigende antal kunder til at søge væk fra butikker som Dagli’Brugsen og i stedet søge mod discountbutikker.

Det påpeger Lars Aarup, der er analysechef hos Coop.

”Vi har set to bevægelser i den seneste periode. Den ene bevægelse trækker kunder væk fra supermarkederne og ned ad gaden til discountbutikkerne.”

”Den anden bevægelse handler om, at kunderne kigger efter billigere alternativer, når det kommer til bestemte varegrupper, og så jagter de tilbuddene,” siger han.

Det er en forbrugstendens, som Coop forsøger at omstille sig til.

Koncernen vil inden årets udgang lukke alle Fakta-butikker. I stedet vil Coop satse på det nye butikskoncept Coop 365discount.

Der bliver dog hård kamp om de kunder, der søger mod billigere alternativer.

Konkurrenten Salling Group har etableret sin eget lignende koncept, der hedder Basalt.

Meny ”kigger på muligheder” efter Aldi-lukning og Rema 1000-opkøb

Tidligere topchef i Coop: ”Hvis man skal forandre noget, vil det altid medføre konflikter”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også