Inflation og energiregninger æder af resultatet i svensk supermarkedskæde

Den svenske supermarkedskæde ICA øgede omsætningen i tredje kvartal, men væksten er drevet af den høje inflation og betegnes som ”utilfredsstillende” af adm. direktør, Per Strömberg.
Per Strömberg har været adm. direktør i ICA siden 2012, men fra årsskiftet stopper han. | Foto: Jessica Gow/ ICA AB/TT NYHETSBYRÅN
Per Strömberg har været adm. direktør i ICA siden 2012, men fra årsskiftet stopper han. | Foto: Jessica Gow/ ICA AB/TT NYHETSBYRÅN

Den høje inflation og stigende priser på energi presser regnskaberne i ICA Gruppen, der er selskabet bag den svenske supermarkedskæde ICA.

Driftsresultatet for tredje kvartal i år lander på 1,69 mia. svenske kr., hvilket er 6,8 pct. lavere end i samme periode i 2021, hvor overskuddet lød på 1,8 mia. svenske kr.

Det oplyser selskabet i en meddelelse.

Samtidig vokser omsætningen i tredje kvartal med 7,6 pct., hvilket dog er drevet af den høje inflation. I perioden har inflationen ligget på omkring 10 pct.

ICA Gruppen konkluderer, at den stigende inflation og energipriser skaber store udfordringer ”på alle områder”.

”Vi arbejder hårdt for at sikre konkurrencedygtige tilbud til kunderne for at lette hverdagen i en barsk situation. Det er en løbende proces, men vi har øget tempoet markant. Det handler blandt andet om, hvordan vi laver kampagner såvel som at fokusere på vores private label produkter,” udtaler topchef Per Strömberg i en meddelelse og fortsætter:

”Vigtigheden af dette står ekstra klart i lyset af resultatet for tredje kvartal, hvor vi har mere snævre marginer for vores fødevareforretning og utilfredsstillende vækst i salget.”

Foruden supermarkedskæden ejer ICA Gruppen også den lettiske dagligvarekoncern Rimi Baltic, der har butikker i Estland, Letland og Litauen. De tre lande kæmper med de højeste inflationstal i EU, og også her er indtjeningen presset, skriver ICA Gruppen.

Derudover ejer ICA Gruppen også apotekerkæden Hjärtet, der vokser i toppen, men som ligeledes er presset på indtjeningen.

Per Strömberg har været adm. direktør i ICA Gruppen i ti år, men fra årsskiftet stopper han og afløses af Nina Jönsson, der kommer fra en stilling som adm. direktør i havecenterkæden Plantagen, der har 128 butikker i Norden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også