Le Klint skruer på arbejdstid efter nedgang: "I september ramte chokket branchen"

Efter to rekordår på top og bund oplevede Le Klint i september en brat opbremsning i salget. Det fynske lampefirma har garderet sig ved midlertidigt at halvere medarbejdernes arbejdstid, men frygter, at flere forhandlere må dreje nøglen om.
Kim Weckstrøm Jensen har været adm. direktør for Le Klint i over 20 år - og dermed godt en fjerdedel af virksomhedens levetid. | Foto: Le Klint
Kim Weckstrøm Jensen har været adm. direktør for Le Klint i over 20 år - og dermed godt en fjerdedel af virksomhedens levetid. | Foto: Le Klint

”Det er jo et kæmpe antiklimaks.”

Så kort kan den nye virkelighed præget af krig, inflation og faldende forbrugertillid, der har ramt det traditionsrige lampeselskab Le Klint, opsummeres.

De to sidste år har selskabet med Kim Weckstrøm Jensen i front leveret rekordregnskaber, der på kort tid har mere end syvdoblet bundlinjen. Men nu kigger Le Klint ind i en ”helt, helt anden hverdag, som er en kæmpestor kontrast,” fortæller den adm. direktør.

”Det var jo fantastisk for andet år i træk at levere et rekordregnskab på top og bund.”

”Men parallelt med, at vi her for en lille måned siden offentliggjorde det sidste regnskab – som jeg i den grad kan rose alle mine medarbejdere for – måtte jeg jo fortælle mine gode kollegaer i produktionen, at vi indførte fordeling.”

Det betyder, at arbejdstiden for medarbejderne i Le Klints produktion, der efter 79 år stadig ligger i Odense, er halveret til mellem to og tre dage om ugen. Resten af tiden bliver de ansatte dækket ind af dagpenge. Værktøjet giver virksomheden mulighed for at sænke omkostningerne i en periode og tømme ud på lageret, fortæller direktøren. Og ifølge Kim Weckstrøm er det blevet taget ”rigtig godt imod.”

”Det er et godt værktøj, man kan bruge, og et dejligt alternativ til at måtte afskedige nogen.”

Og det er afgørende for det fynske designfirma, hvis fremtid i høj grad afhænger af medarbejdernes kunsthåndværk til at lave lamper og folde skærme. Derfor har man handlet resolut.

”Krisetider kræver handling. Og vi har altid haft det princip, at det er om at reagere lynhurtigt – og gøre vores aller-allerbedste, så vi kan fastholde vores medarbejdere,” siger Kim Weckstrøm.

September-chok

I løbet af coronakrisen tjente Le Klint flot, særligt igennem forhandlere med en stærk tilstedeværelse online, på hjemmemarkedet og designfirmaets største udenlandske marked Japan.

Men i september skete der en brat opbremsning i den opadgående kurve, fortæller Kim Weckstrøm.

”Sommeren var sådan set okay. Det er, da vi rammer slut august-første september, vi kan se, at så stopper det hele. I september ramte chokket ligesom branchen.”

I den periode har Le Klints salg ifølge direktøren ligget 25-30 pct. under det forventede.

”Vi mærker, at købelysten over hele linjen er gået tilbage. Vi ser det i Norden, vi ser det i Tyskland, og vi ser det også i øvrige dele af Europa. Når vi kommer lidt længere væk, så kan vi ikke se umiddelbart en effekt af det,” uddyber Kim Weckstrøm.

I oktober, der burde være en af Le Klints rigtig store måneder, lå salget på samme niveau. Derfor er man i Odense ”meget spændte” på at se, hvad der sker, når julehandlen går ind.

”Vi har godt med bestillinger inde, så helt skidt ser det ikke ud, men det bliver meget, meget spændende at se, hvad der sker de næste to måneder,” siger Kim Weckstrøm.

Likviditeten halter hos forhandlerne

Det er dog ikke kun Le Klints egen forretning, der lider under den høje inflation og lave forbrugertillid. Lampevirksomheden er netop kommet tilbage fra designmesse i Tyskland, og også blandt de mange kollegaer i branchen var der ifølge Kim Weckstrøm langt mellem solskinshistorierne.

Også blandt Le Klints egne forhandlere kan den stigende usikkerhed spores.

”Vi har tæt kontakt med vores forhandlernetværk, og vi oplever, at de begynder at få problemer med likviditeten. For det (inflationen, red.) er jo et generelt problem, og det rammer hårdt for detailhandlen, som i forvejen har været udfordret de sidste to år,” siger Kim Weckstrøm, der også har bemærket hvordan tendensen påvirker nethandlen, der på trods af ”velsmurte maskiner”, store investeringer og organisationer må indse, at efterspørgslen er ”væk”.

”Jeg tror realistisk set, at vi kommer til at se nogle butikker, der kommer til at måtte dreje nøglen om,” siger han.

Holder trykket og vækstmålene

I sit regnskab for 2021/2022 melder Le Klint om en forventning, der flugter mere med resultaterne for tre år siden inden designfirmaets to rekordår. Fra et resultat på 11,4 mio. kr., regner Le Klint med at falde til mellem 1 og 1,5 mio. kr.

Holder de forventninger stadig stik?

”Det er i hvert fald realistisk at det er det, vi kigger på – og det vil jeg da måske på nuværende tidspunkt være glad for, hvis vi gør. Jeg er forberedt på, at der kan være nogle store usikkerhedsmomenter i det,” svarer Kim Weckstrøm.

Og hvis det at fastholde medarbejderne kræver, at virksomhedens bundlinje daler yderligere i næste regnskab, lyder svaret, ”so be it.”

”Vi er forberedt på, at det kan blive langsigtet det her. Men vi tror stadigvæk på, at det er en uheldig cocktail af nogle forfærdelige ting,” siger Kim Weckstrøm.

Det ændrer dog hverken på virksomhedens vækstmål frem mod 2025 eller fokusset på udviklingen af nye designs, salgsarbejdet og en ny forhandlerstrategi, der betyder, at Le Klint udvider sit samarbejde med udvalgte, større forhandlere.

Det skal ifølge Kim Weckstrøm give bedre udstillinger og oplevelser for kunderne, og har blandt andet ført til, at Le Klint for et par måneder siden åbnede sin første butik i eget regi i 79 år. Den ligger ligesom virksomhedens produktion i Odense.

Hvad tænker du om timingen af jeres butiksåbning her midt i inflationen?

”At åbne detailhandel lige i det her efterår, det havde været sjovere sidste år, det er der ingen tvivl om. Men det har været en del af en langsigtet plan, og vi oplever stadig præcis det, vi gerne ville – at vi rammer forbrugeren på en måde, hvor de får en totaloplevelse.”

Le Klints anden butik på 79 år ligger i Odense. | Foto: Le Klint
Le Klints anden butik på 79 år ligger i Odense. | Foto: Le Klint

Strategien betyder dog ikke, at Le Klint i fremtiden vil være repræsenteret på hvert et gadehjørne med egen butik, men rettere, at man sigter efter at skabe mini-showrooms (eller shop-in-shops) i større ambassadørbutikker. Kim Weckstrøm vil dog ikke udelukke, at man på sigt kunne finde på at åbne endnu en butik, eksempelvis i Aarhus.

”Hvis ikke vi fandt de rigtige partnere, så ville det være et naturligt næste skridt for os – men lad os nu se om ikke vi finder en løsning med en partner deroppe. Det vil jeg hellere.”

Le Klint fortsætter væksten og har mere end tidoblet overskuddet på fem år

Louis Poulsen runder for første gang en milliard i omsætning

Nordsjællandsk designselskab køber møbelvirksomhed

Dansk designfirma skruer op for møbelsatsning i ”benhårdt” marked

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også