Kraftigere fald i inflationen i eurolandene end ventet

Inflationen i eurozonen udgjorde blot 2,4 pct. i marts, viser nye tal. Det er et større fald end forventet.
Lavere inflation kan være med til at øge forbruget i detailvirksomhederne på grund af større økonomisk råderum hos forbrugerne. | Foto: Jens Dresling
Lavere inflation kan være med til at øge forbruget i detailvirksomhederne på grund af større økonomisk råderum hos forbrugerne. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Arbejdet med at få inflationen ned i de lande, der har euroen som valuta, skrider fremad og sker endda hurtigere end ventet.

EU’s statistikbureau, Eurostat, har opgjort inflationen i eurozonen til 2,4 pct. i marts.

Det er et fald på 0,2 procentpoint i forhold til inflationen i februar og en tand lavere end forventningen på 2,5 pct. Samtidig faldt kerneinflationen, hvor man fraregner prisudviklingen på energi og uforarbejdede råvarer, fra 3,1 pct. til 2,9 pct.

Den Europæiske Centralbank (ECB) har som mål at få inflationen ned på omkring to pct.

Dagens tal antyder, at målet er i sigte, og at centralbanken kan begynde at overveje at sænke renten. Det mener Bjørn Tangaa Sillemann, der er chefanalytiker i Danske Bank.

”Selv om arbejdsmarkedet stadig er stærkt, så er der plads til lidt lavere renter, samtidig med at man fastholder en relativt stram pengepolitik. Vi tror, den første af i alt tre rentenedsættelser i år kommer til juni, og der skal ske noget helt uventet for, at det går anderledes,” skriver han i en kommentar.

Kan påvirke forbruget

Hvis ECB sænker renten, vil det blandt andet komme boligejere med variabelt forrentede lån til gode, fordi den danske fastkurspolitik betyder, at Nationalbanken formentlig vil følge trop.

Mathias Dollerup Sprogel, der er seniorøkonom i Sydbank, sætter konkrete tal på rentebesparelsen:

”Med de aktuelle renteforventninger på finansmarkederne står en boligejer med et F1/F-kort lån med afdrag fra juli til at slippe 135 kroner billigere om måneden efter skat per lånt million. Til januar 2025 kan der forventes en yderligere besparelse på 170 kroner om måneden efter skat per lånt million,” skriver han i en kommentar.

ECB holder sit næste rentemøde torsdag i næste uge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også