Eurozonens forbrugerpriser er højere end ventet

Analytikere venter første rentenedsættelse i juni efter forsinket fald i inflation.
Inflationen falder ikke helt som ventet og det kan udskyde en rentenedsættelse siger, Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank. | Foto: Arbejdernes Landsbank
Inflationen falder ikke helt som ventet og det kan udskyde en rentenedsættelse siger, Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank. | Foto: Arbejdernes Landsbank
AF MARKETWIRE

Inflationen i eurozonen er aftaget, men prisstigningstakten er lidt højere end ventet, og det kan medvirke til at forsinke den første rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank.

Det vurderer cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre, efter at det første estimat fra EU’s statistikbureau, Eurostat, viser, at forbrugerpriserne i eurozonen steg med 2,6 pct. i februar i forhold til den tilsvarende måned året før.

Det er højere end ventet, da konsensus ifølge Bloomberg News var en stigningstakt på 2,5 pct. mod 2,8 pct. måneden før.

”Lavere inflation har været reglen og ikke undtagelsen gennem det seneste gode års tid. Dog falder inflationen ikke helt som ventet, og det kan isoleret set bidrage til at skyde første rentenedsættelse lidt længere ud i horisonten,” vurderer Jeppe Juul Borre i et notat.

Han peger dog på, at tallene er inden for skiven, og at inflationen også ventes at aftage i de kommende måneder.

Så døren står derfor stadig åben for rentenedsættelser, ”selvom det går langsommere end ventet”, mener han.

Må bokse lidt endnu

Hos Danske Bank vurderer chefanalytiker Bjørn Tangaa Sillemann, at første rentenedsættelse kommer til juni.

”Argumenterne for at sætte renten ned svinder lidt ind, og hviler efterhånden primært på formodningen om, at den stramme pengepolitik virker med stor forsinkelse. Vi forventer da heller ikke, at ECB er færdig med at bokse med for høj inflation endnu.”

”Når det er sagt, så er renteniveauet meget højt, som det er. Derfor bør der også være plads til at sætte renten ned tre gange i år. Men vi tror, der skal bruges flere indikationer på, at inflationen er varigt på vej mod 2 procent først,” skriver Bjørn Tangaa Sillemann i en kommentar.

Juni er også Dansk Erhvervs bud.

”Det vil forventeligt være den første af i alt tre rentenedsættelse i år på i alt 0,75 procentpoint. Det er vores forventning, at den danske Nationalbank vil følge trop og ligeledes nedsætte den korte ledende rente med i alt 0,75 procentpoint i år,” vurderer Dansk Erhvervs cheføkonom.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også