Den europæiske rente holdes i ro for tredje gang i træk

Der er udsigt til en række rentenedsættelser fra Den Europæiske Centralbank i løbet af 2024, vurderer økonom.
Christine Lagarde er formand for Den Europæiske Centralbank, der siden september har holdt renten i ro. | Foto: Kai Pfaffenbach
Christine Lagarde er formand for Den Europæiske Centralbank, der siden september har holdt renten i ro. | Foto: Kai Pfaffenbach
AF RITZAU

For tredje gang i træk holder Den Europæiske Centralbank den ledende rente i ro på fire procent.

Det meddeler banken torsdag eftermiddag efter det seneste rentemøde.

Tendensen skyldes, at der er kommet mere styr på inflationen, skriver Jeppe Juul Borre, cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

”Inflationen er faldet betydeligt i eurozonen og lyder i dag på 2,9 procent, efter at den toppede på mere end ti procent i slutningen af 2022. Samtidig viser økonomien svaghedstegn med svækket efterspørgsel og skrumpende økonomier.”

Han forventer derfor som mange andre økonomer, at centralbanken kommer til at sænke renten i løbet af året.

”Den lavere inflation i kombination med en svækket økonomi udgør en solid cocktail til kommende rentesænkninger fra ECB’s side.”

”Vi forventer, at ECB sænker renten 3-4 gange i løbet af 2024, og med en række af svage nøgletal kan den første rentenedsættelse komme allerede til foråret,” skriver han.

Renten blev senest hævet i september. Rentehævelsen markerede den tiende i træk i løbet af de foregående 15 måneder.

I juli 2022 var renten på minus 0,5 procent.

Formålet med renteforhøjelserne har været at stoppe og rulle inflationen tilbage i euroområdet.

Ifølge Søren Kristensen, cheføkonom hos Sydbank, bliver det en balancegang for ECB, hvis centralbanken sænker renten.

”Hvis de sænker renten for hurtigt, kan inflationen blusse op igen, men venter man for længe, kan den bløde landing pludselig fordufte, og man ender i en hård landing, hvor europæerne i hobetal mister jobbet.”

”Vi hæfter os derfor også ved kommunikationen fra flere ECB-direktører, der har brugt de første uger på at dæmpe investorernes forventninger om, hvor tidlig, og hvor meget renten skal sættes ned i 2024,” lyder det i en kommentar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også