Detailhandlere verden over hamstrer frem mod kinesisk nytår

Mange internationale detailselskaber søger alternative fragtveje for at få forårsvarerne frem.
Det kinesiske nytår får flere store detailkæder til enten at forvente forsinkelser eller fremskynde leverancer. | Foto: Jeenah Moon
Det kinesiske nytår får flere store detailkæder til enten at forvente forsinkelser eller fremskynde leverancer. | Foto: Jeenah Moon
AF MARKETWIRE

For at undgå tomme hylder i den kommende tid hamstrer detailhandlere verden over varer forud for fejringen af det kinesiske nytår, hvor mange markederne i Sydøstasien holder lukket.

Der bliver søgt alternative fremgangsmåder på at få forårsvarerne frem trods konflikten i Det Røde Hav, og handlerne leder efter alternativer som transport via fly eller tog.

Det skriver Reuters.

En europæisk forhandler påpeger over for nyhedsbureauet, at nogle markedsføringskampagner for specifikke varer er sat på pause, indtil lagrene er i hus.

Problemerne er opstået, efter de store containerskibsrederier som A.P. Møller-Maersk og Hapag-Lloyd omdirigerer skibe væk fra Suez-kanalen – den korteste rute fra Asien til Europa – efter militante angreb på skibe i Det Røde Hav. Det har rejst frygt for endnu en langvarig forstyrrelse af den globale handel, da den længere rute både koster mere i brændstof og tid. 

Reuters skriver, at det er 1 mio. dollar dyrere i omkostningerne til brændstof – og at det tager omkring ti dage længere.

Hos den amerikanske møbelproducent BDI Furniture satses nu mere på produktion på fabrikker i Tyrkiet og Vietnam. Og producenten forsøger at omgå Panama- og Suez-kanalerne og sender varer over Stillehavet til Californien, hvor de kan transporteres med jernbane til de amerikanske østkystlager, skriver Reuters.

Ifølge BDI’s logistikchef Hanna Hajjar har forstyrrelserne forlænget transittiden fra Vietnam med 10-15 dage. Oveni giver problemerne højere fragtpriser, og derfor skal der prioriteres. Ifølge Hanna Hajjar betyder løsningen via Californien priser, der er det dobbelte af de normale omkostninger ved forsendelse via Det Røde Hav.

Kinesisk nedlukning

Den 10. februar lukker fabrikker i Kina i alt fra to uger til en måned i forbindelse med fejring af nytåret. Og derfor er der pres på at få så mange varer frem som muligt. 

Men med skibe omdirigeret, vil færre skibe være tilbage i Kina i tide til at få lastet inden ferien. Og det betyder sandsynlige forsinkelser for produkter, der skal lande på vestlige hylder i april eller maj.

Ifølge Reuters fortæller logistikeksperter allerede om containermangel i Ningbo i Kina.

Den tyske købmandskoncern Aldi oplyser, at detailkæden kan risikere at modtage husholdningsartikler, legetøj og dekorationer senere end planlagt og udskyder som følge heraf annonceringen af specifikke produkter.

Den britiske tøjproducent Next, som får lavet de fleste af sine produkter i Asien, har bestilt tidligere og brugt mere luftfragt.

”Vi lærte i forbindelse med Covid at bestille en lille smule tidligere og bruge en lille smule mere luftfragt,” siger Simon Wolfson, chef for Next, til Reuters.

Som DetailWatch har beskrevet onsdag ser flere danske detailkæder som Legekæden og Elgiganten også med bekymring på fragtsituationen og ser risiko for forsinkelser og prisstigninger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også