Regeringen vil prioritere 100 millioner til kunstig intelligens

Både potentiale og risici ved kunstig intelligens skal afdækkes af forskere i Danmark, siger minister.
Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Når uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) fredag tager imod Folketingets partier til de indledende drøftelser om prioriteringen af den milliardstore forskningsreserve, vil hun spille ud med en satsning på kunstig intelligens.

Regeringen vil afsætte 100 millioner kroner til forskning i kunstig intelligens, siger Christina Egelund.

”Man vil se nye ting, der mere er et kig ind i fremtiden. Det gælder en forøget satsning på rumforskning med 125 millioner i bidrag til European Space Agency, og som det andet prioriterer vi 100 millioner til forskning i kunstig intelligens,” siger hun.

”Det er her, det kommer til at fylde mere i fremtiden, og vi skal som samfund være klogere på, hvordan vi ruster os til at tage det ind på en klog måde,” siger Christina Egelund.

På regeringens finanslovsforslag er der 3,2 milliarder kroner at fordele på forskningsreserven.

Det rette tempo

Egelund kalder det et fremtidigt konkurrenceparameter at være stærk på den kunstige intelligens.

Lige nu sidder milliardtunge virksomheder i USA og andre lande og forsker intenst i teknologien. Man kan altid sige, at der skal bruges flere penge end de 100 millioner, siger Christina Egelund, men penge skal afsættes i et tempo, hvor forskningsmiljøerne kan følge med:

”Vi starter op med et nyt satsningsområde, som det her i virkeligheden er. Så skal man starte i et tempo, hvor pengene kan finde anvendelse,” siger hun.

Ministeren kan på nuværende tidspunkt ikke sige konkret, hvad der skal komme ud af forskningen.

Men der skal, understreger hun, både være fokus på de positive aspekter af den banebrydende teknologi og de mere etisk problematiske overvejelser.

Spørgsmål: Hvad kan lille Danmark bidrage med over for store lande som USA?

”Jeg synes i virkeligheden, at Danmark har bevist, at når vi satser på et område og beslutter os for, at her vil vi være dygtige, kan vi være med. Det vi kan på eksempelvis life science-området er indiskutabelt i verdensklasse, siger hun og nævner også det Nato-kvantecenter, der i september blev åbnet i København.

”Det er rigtigt, at vi målt op imod Silicon Valley (teknologicentrum i USA, red.) er små. Men vi har en stolt forskningstradition i Danmark,” siger Christina Egelund.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også