Tysk inflation aftager mindre end ventet

Mindre fald end ventet i tysk inflation kan bane vej for endnu en rentestigning fra ECB, vurderer økonomer.
Selv om den økonomiske vækst i euroområdet er begyndt at knage, så er inflationspresset fortsat betydeligt. Det gælder også Tyskland, hvor inflationen kun aftog med 0,1 procentpoint i stedet for de 0,2 procent, der var forventet. (Arkivfoto) | Foto: Petr Svancara/AP/Ritzau Scanpix
Selv om den økonomiske vækst i euroområdet er begyndt at knage, så er inflationspresset fortsat betydeligt. Det gælder også Tyskland, hvor inflationen kun aftog med 0,1 procentpoint i stedet for de 0,2 procent, der var forventet. (Arkivfoto) | Foto: Petr Svancara/AP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Inflationen i Tyskland aftog en smule fra 6,2 procent i juli til 6,1 procent i august.

Det viser en foreløbig opgørelse fra Tysklands statistiske bureau onsdag ifølge nyhedsbureauerne dpa og AFP.

Forventningen var ifølge nyhedsbureauet Bloomberg, at den tyske inflation ville falde til 6,0 procent i august.

Den er nu faldet gennem de seneste seks ud af ni måneder, siden den toppede på 8,8 procent tilbage i efteråret.

Det hænger sammen med en kraftig opbremsning i prisstigningerne på energi og fødevarer. Men det skyldes også, at vi bevæger os længere væk fra sidste års store prisstigninger, påpeger Lisette Rosenbeck Christensen, seniorøkonom i Arbejdernes Landsbank.

”Det er en positiv udvikling, men det underliggende prispres er stadig højt. Der er et godt stykke vej, før inflationen er tilbage på målsætning. Særligt kerneinflationen har lige nu svært ved for alvor at komme ned,” siger hun i en skriftlig kommentar.

Også Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI), peger på, at Tyskland fortsat har store problemer med inflationen.

”Inflationen i Tyskland har ligget på over seks procent 17 måneder i træk. Der er desværre ikke kommet afgørende tegn på, at inflationen er afgørende på vej ned i Tyskland,” siger han i en skriftlig kommentar.

Inflationen er stadig lidt over tre gange så høj som det mål på to procent, Den Europæiske Centralbank (ECB) har fastsat.

”Dagens tyske inflationsrapport giver bekymringer i ECB. Inflationsproblemerne hænger mere fast end frygtet, og det kan godt bane vejen for endnu en rentestigning,” siger Allan Sørensen.

Næste pengepolitiske møde i ECB finder sted 14. september.

Det samlede inflationstal for euroområdet i august bliver offentliggjort torsdag.

”Bliver der her tale om endnu et skuffende højt inflationstal, så vil ECB formentlig ikke tøve med at hæve den ledende rente yderligere på trods af, at væksten i euroområdet er begyndt at vise tydelige svaghedstegn,” lyder det fra Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også