Debat: Salling og Coop har ret - retningslinjer for grøn emballage haster

Manglende miljøkrav kan spænde ben for de bæredygtige investeringer, der skal i gang nu, før det udvidede producentansvar for leverandører træder i kraft - ”stærkt bekymrende”, skriver DI og MLDK. 
Niels Jensen (foto), adm. direktør for Mærkevareleverandørerne, og branchedirektør i DI Fødevarer, Leif Nielsen, opfordrer politikerne til at få afklaret krav til grøn emballage hurtigst muligt. | Foto: Pr/mærkevareleverandørerne
Niels Jensen (foto), adm. direktør for Mærkevareleverandørerne, og branchedirektør i DI Fødevarer, Leif Nielsen, opfordrer politikerne til at få afklaret krav til grøn emballage hurtigst muligt. | Foto: Pr/mærkevareleverandørerne
AF NIELS JENSEN, ADM. DIR., MÆRKEVARELEVERANDØRERNE (MLDK) OG LEIF NIELSEN, BRANCHEDIR., DI FØDEVARER

DEBAT | Ved udgangen af 2024 flytter ansvaret og opgaven for emballagens efterliv fra samfund og kommuner til dem, der sætter varen på markedet. 

Det er grundlæggende smart, da det også er producenter og leverandører, der kan gøre en forskel for at minimere forbruget og øge genanvendelsen - samtidig med, at fx fødevarer stadig kan holdes sunde friske. 

Skridtet ligger i naturlig forlængelse af den grønne omstilling, danske producenter er i fuld gang med. Introduktionen af grønnere

emballager er imidlertid også en kompleks proces. Det kan være nødvendigt at justere pakkelinjer eller i nogle tilfælde installere helt nye pakkemaskiner. Det kræver store investeringer, der rækker flere årtier ud i fremtiden. 

Vi er som producenter og leverandører dybt afhængige af emballage af høj kvalitet. Derfor er der heller ingen nemme genveje til at innovere og udvikle mere bæredygtigt emballage. Det tager tid og kræver grundighed for at sikre langsigtede, bæredygtige løsninger. 

Lovgivning mangler

Problemet er, at en lovgivning, der for længst burde have været på plads, så de nødvendige investeringer kan sættes i gang, på ingen måder er det. 

Det er stærkt bekymrende, at vi som producenter og leverandører endnu ikke kender de konkrete miljøkrav til emballagen - og først har udsigt til dette i anden halvdel af 2024, hvor direktivet om udvidet producentansvar træder i kraft 1. januar 2025.

Salling Group og Coop har på for nylig hejst et advarselsflag på samme baggrund og påpeget, at hastværk er på vej til at blive lastværk i denne sag. Det opråb er fuldt ud berettiget. 

Coop og Salling Group i fælles opråb: Krav til grøn emballage skal på plads

Vi er bekymrede for yderligere forsinkelser i lovgivningsprocessen. Vi er bekymrede for, at det høje tempo, som følger af forsinkelsen, vil betyde, at implementeringen af emballagereguleringen og udvidet producentansvar går så stærkt, at det ikke får den miljøeffekt, vi alle fortjener. 

Skal motivere - ikke komplicere

Hvis vi først kender kravene fra myndighederne og betalingen for emballagerne i anden halvdel af 2024, er det i hvert fald højst usikkert, i hvilken grad de nye krav kan nå at blive implementeret i virksomhederne, inden producentansvaret træder i kraft. Og det gavner hverken klima eller miljø.

Vi ønsker, at de miljødifferentierede bidrag udformes på en enkel måde, så de på den ene side belønner og tilskynder til det rette emballageforbrug og på den anden side ikke skaber unødig administration og kompleksitet. 

Ideelt set burde de miljødifferentierede bidrag fastsættes på EU-niveau, da de fleste producenter jo enten importerer eller eksporterer. Ensartede bidrag fremgår jo også af det forslag til emballageforordning, som der arbejdes på at få vedtaget inden det kommende EU-parlamentsvalg i foråret 2024. 

Behøver ikke være svært

Mens vi venter på en EU-harmoniseret løsning, bør en dansk model være enkel med få trin, som kan implementeres hurtigt. Hvis en emballage er problematisk i genanvendelsen, skal det naturligvis afspejle sig i den pris, producenten skal betale. Hvis den omvendt

er nem at genanvende, så skal betalingen være mindre. Sværere behøver det ikke at være. 

Det prissignal skal nok nå ud til os som forbrugere, der så kan hjælpe genanvendelsen på vej, når det genanvendelige valg også bliver det billige valg. 

Vores medlemsvirksomheder er dedikerede til at øge tempoet på den grønne omstilling og tager fuldt ansvar for opgaven. Men vi er nødt til at bede om en smule realisme og grundighed og en forståelse for, at et halvt år til en omkalfatring af en omfattende emballageproduktion, der vil føre til milliardinvesteringer i hele værdikæden, er tæt på forhastet. Og selvom vi nyder at have travlt i vores branche, ja så er vores bekymring helt lavpraktisk, at et halvt års aftræk til så stor en øvelse er for lidt. 

Vi bakker derfor vores kollegaer og kunder i detailhandlen op i ønsket om en snarlig afklaring fra myndighederne. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også