Sverige bekæmper inflation med højeste rente i 15 år

Inflationen ser ud til at falde i Sverige, men det går for langsomt. Derfor hæver Riksbanken igen renten.
”Svenskerne har utroligt svært ved at få inflationen ned," siger Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
”Svenskerne har utroligt svært ved at få inflationen ned," siger Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Den svenske Riksbank hæver torsdag renten med 0,25 procentpoint.

Dermed stiger renten til 3,75 procent, hvilket er det højeste niveau siden oktober 2008. Det skriver TT.

Som forklaring på rentestigningen skriver Riksbanken, at inflationen fortsat er for høj, selv om det går den rigtige vej.

”Det tyder på, at inflationen falder, men langsommere end ventet,” hedder det.

Renteforhøjelsen viser, at Riksbanken kæmper en hård kamp for at få inflationen i Sverige under kontrol.

Det bemærker Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv. Han påpeger, at den svenske krone også er svækket til et historisk lavt niveau over for både euroen og den danske krone.

”Det er en stor bekymring for Riksbanken, da den svækkede svenske krone øger priserne og dermed inflationen på de varer, som svenskerne importerer.”

”Den svage svenske krone risikerer simpelthen at bringe inflationen yderligere ud af kontrol i Sverige,” siger han i en skriftlig kommentar.

Inflationen i Sverige var i maj 9,7 procent. Det var et fald fra 10,5 procent i april.

Rentestigningen vil dæmpe inflationen på to måder, forklarer Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri.

”Svenskerne har utroligt svært ved at få inflationen ned. Og derfor skruer den svenske centralbank renten yderligere i vejret. Inflationen i Sverige er kun lige kommet ned under ti procent igen.”

”Den højere rente vil køle økonomien af og dæmpe prispresset. Rentestigningen vil samtidig styrke den svenske krone og dermed sænke priserne på importerede produkter,” udtaler han i en skriftlig kommentar.

Inflationen i Danmark var i maj 2,9 procent. Det er den laveste stigning i forbrugerpriser i Danmark siden efteråret 2021.

Riksbanken varsler, at renten bliver hævet mindst en gang mere i år.

De højere renter rammer især de svenske boligejere hårdt, siger Kim Blindbæk, seniorøkonom i Sydbank, i en skriftlig kommentar.

”I Sverige er variabelt forrentede boliglån meget udbredte.”

”Faktisk ser vi, at otte ud af ti nye boliglån i øjeblikket er med variabel rente og en rentebinding på op til tre måneder. Derfor slår renteforhøjelserne hårdt igennem i privatøkonomien.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter