Webshop er utilfreds med greenwashing-kritik

Ægteparret bag webshoppen Miin mener ikke, det er fair, at Forbrugerombudsmanden nævner navnet på shoppen i en kritik for brugen af ordet ”bæredygtigt”. Ordet fremgår dog stadig på webshoppen.
Foto: Udklip af Miin.com
Foto: Udklip af Miin.com

Ægteparret Kim og Rikke Kahr Østergaard, der overtog webshoppen Miin i januar 2022, er utilfredse med, at Forbrugerombudsmanden i december nævnte deres webshop som ét af fem selskaber, der har fået en løftet pegefinger for greenwashing ved at kalde produkter bæredygtige uden at kunne dokumentere det, skriver Jydske Vestkysten.

”Jeg synes, det er lidt utilstedeligt, at Forbrugerombudsmanden trækker os frem, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er et meget, meget kort forløb, vi har haft med dem. Vi har kommunikeret til dem, at vi vil rette ind, og så synes jeg, det er dårlig stil, at de offentliggør det,” siger Rikke Kahr Østergaard.

Ifølge ægteparret startede Forbrugerombudsmandens kommunikation med webshoppen med den tidligere ejer, før ægteparret overtog, og ifølge Rikke Kahr Østergaard har de altså rettet ind, efter de selv var i kontakt med Forbrugerombudsmanden i oktober.

På webshoppen fremgår ordet ”bæredygtigt” dog fortsat på hjemmesiden, og netop dette fremhæver kontorchef hos Forbrugerombudsmanden, Karen Søndergaard over for Jydske Vestkysten.

Hun oplyser også til mediet, at myndigheden som udgangspunkt offentliggør virksomhedsnavne, og at virksomhederne altid bliver orienteret, ligesom de får mulighed for at komme med faktuelle bemærkninger til pressemeddelelserne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også