Konkurserne i svensk detailhandel svingede som et pendul i 2022
![Det sidste halvår af 2022 var hårdt for mange detailhandlere i Sverige, hvor der er registreret 16 pct. flere konkurser. | Foto: Jens Dresling](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/14634004/x80j7e/ALTERNATES/schema-16_9/doc7ntaos7fvc61hgo1mmnr.jpg)
Der var optimisme, da 2022 startede, men på grund af krig, inflation og lav forbrugertillid steg antallet af konkurser i den svenske detailhandel med 16 pct. i andet halvår, skriver det norske medie e24.
Samlet set steg antallet af konkurser i perioden med 22 pct., hvilket er det højeste niveau i ti år, skriver mediet, der henviser til tal fra forretnings- og kreditvurderingsselskabet UC.
Ser man på 2022 som helhed, steg det samlede antal konkurser med 5 procent sammenlignet med 2021, hvor der var unormalt få konkurser.
”Kontrasterne på markederne mellem de første måneder af 2022 og der, hvor vi står i dag, er store. Det er noget, vi ser direkte reflekteret i UC’s statistik med et øget antal konkurser og et lavere niveau af nystartede selskaber,” siger Johanna Blomé, økonom i UC, ifølge e24.
Hun forventer, at det stigende antal konkurser blot er begyndelsen, og at tallet vil fortsætte med at stige i løbet af første halvår af 2023, hvor særligt små selskaber kommer til at få det svært på grund af stigende elpriser, indkøbspriser og renter.