Irmas marketingschef stopper
Irmas marketingschef Lise Hørdam har valgt at stoppe på posten ved udgangen af februar i forbindelse med Coops beslutning om at lukke den 137 år gamle butikskæde fra april.
Det skriver mediet Markedsføring.
”Det gør ondt på mig, at Irma lukker som butikskæde. Det kommer næppe bag på nogen. Mit team og jeg har kæmpet for brandet, og jeg har også selv fået ’blåt blod’ i årerne undervejs. Det er det, Irma kan,” siger Lise Hørdam og tilføjer:
”Men nu har jeg besluttet, at min karriere skal fortsætte et andet sted. Så lige nu bruger jeg al min energi på at finde ud af, hvordan jeg kan hjælpe mit dygtige team – og Irma-pigen – videre,” siger hun til Markedsføring.
Det fremgår ikke, om hun har fået tilbudt et nyt job et andet sted i Coop, eller hvad hun nu skal.
”Fremtidens Coop”
Lukningen af Irma kommer i forbindelse med Coops nye strategi ”Fremtidens Coop,” der skal vende et ”stort trecifret millionunderskud” i år i Coop-koncernen til en positiv udvikling, har Coop-topchef Kræn Østergård Nielsen udtalt i forbindelse med lanceringen.
Den nye strategi betyder, at otte kæder bliver til tre: Coop/Coop.dk, 365discount og Brugsen.
Det betyder konkret, at kædenavnene Kvickly, Superbrugsen og Dagli’ Brugsen forsvinder, mens Irma og onlinesupermarkedet Coop.dk Mad lukker helt.
Lukningen af Irma-kæden har siden annonceringen ledt til utilfredshed og ærgrelse i det københavnske og en større folkelig opstand i særligt Nordsjælland, hvor kunder i weekenden demonstrerede deres utilfredshed med Coops beslutning ved en Irma-butik i Lyngby og i Charlottenlund.
Derudover har annonceringen af Irmas farvel ført til stor interesse for Irma-merchandise, der i den seneste uge er blevet revet ned fra hylderne.
Relaterede artikler:
Færre dagligvarekæder puster til ny kamp om kunderne
For abonnenter
Ny DSK-direktør ærgrer sig over Irma-farvel
For abonnenter