Svigerfamilie overtager store dele af Michael Valgrens konkursramte køkkenselskab

Form Plus er genopstået med nye ejere, efter selskabet med cykelrytter Michael Valgren som medejer gik konkurs for to uger siden. (Opdateret)
Michael Valgren udvidede i september sin ejerandel i Form Plus til omkring 45 pct. En måned senere er selskabet gået konkurs. | Foto: Ernst van Norde
Michael Valgren udvidede i september sin ejerandel i Form Plus til omkring 45 pct. En måned senere er selskabet gået konkurs. | Foto: Ernst van Norde

Stigende råvarepriser og store investeringer i 2021 var for to uger siden med til at sende køkkenfirmaet Form Plus, der havde cykelrytter Michael Valgren som medejer, i konkurs. Nu er selskabet genopstået med en ny ejerkreds, der vil fortsætte med at levere køkkener med såkaldte ”Ikea-hacks”.

Det viser oplysninger fra det centrale virksomhedsregister (CVR).

Blot en måned før konkursen skød Michael Valgrens selskab 315.000 kr. i Form Plus i en kapitalforhøjelse og hævede sin ejerandel markant, så han sammen med sin bror ejede omkring 45 pct. Og selvom han ikke figurerer på listen over de nye medejere, forsvinder det nyoprettede selskab Form Plus ApS ikke helt ud af hænde for cykelrytteren, der har deltaget seks gange i Tour de France og blandt andet vandt bronze til VM i landevejscykling i 2021.

Det er nemlig Michael Valgrens kone Sissel Valgren Hundahl, svigerfar Søren Hundahl og flere medlemmer af hans svigerfamilie, der er blandt de nye ejere og har overtaget 69 pct. af konkursboet.

Sissel Valgren Hundahls holdingselskab ejer ligesom sin far Søren Hundahls selskab 10-15 pct. i den nye konstellation, mens et nystiftet investeringsselskab ved navn Hundahl & Co. Invest ApS, der består af flere andre medlemmer af Michael Valgrens svigerfamilie, ejer 40-50 pct.

Selskabets nye bestyrelsesformand og erhvervsmand Sicco Roorda ejer ifølge CVR 31 pct. Han har ifølge sin Linkedin blandt andet en fortid som ansvarlig for skovirksomheden Sika Footwears forsyningskæde og har været landeansvarlig i modekoncernen DK Company og driver konsulentvirksomheden Accist, der hjælper med sparring til virksomhedsejere og direktioner.

Hurtig overtagelse

Selskabet bekræfter i en kort pressemeddelelse, at konkursboet er blevet solgt videre til en ny ejerkreds, der skal ”skabe en stabil og sund forretning.”

Form Plus leverer køkkener med såkaldte ”Ikea-hacks”, der betyder, at selskabet opgraderer køkkenskabe fra Ikea til danske snedkerløsninger af egetræ. Ifølge konkurssagens kurator Bo Christensen, advokat i Clemens Advokatfirma, var det blandt andet prisstigninger på egetræ, der var med til at koste selskabet livet i første omgang.

Det fortalte han i forbindelse med konkursen.

Samtidig noterede Form Plus i det seneste årsregnskab for 2021, at året havde budt på ”store investeringer” i blandt andet et nyt showroom og flere ansatte til selskabets tre salgsafdelinger.

Efter konkursen udtalte kurator Bo Christensen til DetailWatch, at målet var at få solgt den samlede virksomhed videre hurtigst muligt af respekt for virksomhedens ansatte og kunder. Det projekt lykkedes altså kort tid efter.

Michael Valgren, der til dagligt kører for holdet EF Education, har haft en frygtelig sæson i år, der har været præget af et slemt styrt. Han har deltaget i Tour de France seks gange. Her hilser han på sine forældre Gitte og Søren Valgren. | Foto: Claus Bonnerup
Michael Valgren, der til dagligt kører for holdet EF Education, har haft en frygtelig sæson i år, der har været præget af et slemt styrt. Han har deltaget i Tour de France seks gange. Her hilser han på sine forældre Gitte og Søren Valgren. | Foto: Claus Bonnerup

Utilfredse kunder efter konkurs

Efter konkursen kritiserede flere utilfredse kunder køkkenfirmaet fra Højbjerg ved Aarhus og stifter Jesper Lykkeskov på Trustpilot, fordi de mener, at køkkenselskabet havde ført dem bag lyset og ikke oplyst om, at selskabet var gået konkurs.

Jesper Lykkeskov, der også er ny adm. direktør i den nye konstellation, beklager konkursen over for selskabets kunder og fortæller, at selskabet stoppede med at tage nye ordrer ind og placere nye ordrer ved leverandører i det sekund, det gik op for selskabet, at det ikke kunne drives videre i den daværende form.

”Vi har på intet tidspunkt prøvet at snyde vores kunder eller prøvet at skubbe selskabet ud over kanten. Vi har nu fået nye ejere ind, og alle deres penge bruger vi på at redde alle de tidligere kunder og finde en god løsning for dem,” siger han og uddyber:

”Da de nye ejere overtog konkursboet, var det første, vi gjorde, at sende en mail rundt til vores kunder om, hvad der var sket. Derefter ringede vi rundt og beroligede dem og fortalte, at vi arbejder på en løsning. Det er vi stadig i gang med, så de kan få de køkkener, de har betalt for.”

Samtidig fortæller han, at det personligt for ham ”har været virkelig forfærdeligt” at gå konkurs og se alle de negative reaktioner, der er kommet i en periode, hvor han ikke har måttet udtale sig om konkursen.

”Det, der har været vigtigt for mig i både det tidligere Form Plus, men også i det nye, er 100 pct. den ærlige tilgang. Det er også troværdighed, det nye Form Plus skal bygges på.”

Form Plus havde indtil konkursen showrooms i henholdsvis Aarhus-forstaden Højbjerg, København og Lyngby.

(Opdateret d. 24/10 kl. 13:00 med kommentarer fra Jesper Lykkeskov)

”Ramt af prisstigninger”: Dansk cykelprofils køkkenfirma er gået konkurs

Dansk interiørvirksomhed er solgt til norsk handelshus

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

"Det sker i den største respekt for brandet og ikke mindst for Jacob (Kampp-Berliner, t.h., red.),” siger Silas Oda Adler (t.v.). | Foto: Screenshot - Soullands hjemmeside

Stifter af dansk modebrand udtræder efter 22 år

For abonnenter

Læs også